Teksten er en meditation over morgenens første lys
Bjørnvig skrev en meditation over øjeblikket, hvor dagens klare lys rammer skyerne, og dyr og mennesker vækkes til live. Det syngende vi befinder sig i denne overgang mellem nattens søvn og dagens mange gøremål, der venter efter morgensangen. Lysets og livets genkomst er et dagligt, tavst mirakel.
Vi bevæger os fra himmelhvælv til hverdag
Roligt zoomer sangen fra det store himmelhvælv og den kosmiske evighed til den detaljemættede hverdag. Cyklisk afløser nat og dag hinanden, men slutteligt brydes denne bevægelse af døden, indvarslet i fjerde vers:
vor sol var førend måne, liv og død.
Livet er lineært, og én dag bliver den sidste.
Man fornemmer erfaringen fra et langt, levet liv
Sangen er skrevet kun to år før, Bjørnvigs sidste digtsamling, Siv vand og måne, udkom i 1993. Det er altså en tekst skrevet af en digter, der selv gennem et langt og produktivt liv hver morgen har oplevet, at livet er kommet tilbage, og kreativiteten er blevet fornyet, men som nu aner den sidste dag ude i horisonten. Bag det levede liv findes dog ”en større dag, som aldrig helt forsvinder”, som det hedder i sangens afsluttende vers. Linjerne høres som et ekko i de allersidste linjer i Bjørnvigs værk, afslutningen på digtet Tærsklen, det sidste digt i hans sidste digtsamling:
Purpurskyer svæver på vesthimlen, hvælver en udgang mod natrummet.
Åbner ikke mod intet, men mod gådernes indre, leder mit til døden lærevillige hjerte – .
Bag smerten og livet findes en større dag og ikke et intet, som det hedder i digtet. Bag den sidste dag venter dødens gåde, som digteren lærevilligt ser frem mod.
De tre Højskolesange af Bjørnvig kan synges sammen
De tre Bjørnvig-sange, der her er nævnt, kan med fordel synges sammen som udtryk for tre livsfaser eller livsbekymringer: Den unge digter, der spørger, hvad vi skal med livet. Den modne digter, der føler ansvar for klodens fremtid. Og den aldrene digter, der priser livets mirakel, men også øjner døden.