Thorkild Bjørnvig skrev sangen til indvielsen af Båring Højskole
Thorkild Bjørnvigs sang er – ligesom Ole Wivels Der truer os i tiden – skrevet til indvielsen af Båring Højskole i november 1959.
November måned og koldkrigsstemning
Med sin tekst leverer Bjørnvig en dobbeltbundet tidskarakteristik. De tre første linjer er ikke bare et udtryk for, at vi bogstavelig talt befinder os i november måned – vi er også midt i ”den kolde krig”. Og når der senere tales om ”dødelig dræ”, tænkes der direkte på det radioaktive nedfald, som igennem halvtredserne har forpestet atmosfæren i takt med de mange atomprøvesprængninger i supermagternes våbenkapløb. Sangen rummer en knugende stemning. Verden er blevet koldere at leve i.
Ragnarok, den undergangstrussel de gamle nordboere hele tiden har taget for givet, er blevet mere nærværende og påtrængende.
Forbindelsen til lyset er brudt
”Der er intet nyt under solen”, hedder det i Prædikerens Bog. Men det står ikke længere uimodsagt: Det historisk nye er nemlig, at solens lys er blevet formørket (1.3). Mennesket er ikke blot en trussel mod sig selv. Det er en trussel mod selve skaberværket. Vi er i færd med at afskære os fra vores ophav. Vi er på vej til at lægge jorden øde. Men når forbindelsen til solens lys er brudt, hvorfra må lyset så komme?
Lyset må komme fra Hjertet
Bjørnvigs svar er: fra hjertet – ”da må vort hjerte selv lyse”, hedder det i digtet (1.4). Det sker ifølge Bjørnvig ved at samle sig om det musiske: I sangen og legen får vi styrke til at bekæmpe de livstruende magter, der vil lægge verden øde med deres kolde beregning og foragt for livsgrundlaget.
Højskolen skal være et værn mod livsødelæggende kræfter
Og ligesom højskolen fra sin oprindelse var tænkt som et værn mod de livsødelæggende kræfter, skal den stadig være det. Højskolen skal ikke bare passivt spejle samtiden eller træde i den teknisk-økonomiske udviklings tjeneste.
"Legen er magt"
Højskolen skal være det sted, hvor ”legen er magt”, og hvor livsglæden kan brede sig fra. Den skal modvirke livsødelæggelsen med samme ukuelighed, som Martin Luther lagde for dagen, da han blev spurgt, hvad han ville gøre, hvis verden gik under i morgen: ”Så ville jeg plante et træ i dag”, lød svaret.
Håbet skal holdes i live, for så længe, der er liv, er der håb. Og pludselig kan det uventede ske: ”frugter kan uspået komme”.