Halfdan Rasmussen skrev otte digte til antologien Der brænder en ild
I den illegale antologi Der brænder en Ild, udgivet 1944 (se artiklen om Høstdigt) var 29-årige Halfdan Rasmussen den danske digter, som var repræsenteret med de største antal tekster – i alt otte digte. Det første af dem, Bare en Regnvejrsaften, blev en klassiker, fordi det poetisk og råt billedliggør modsætningen mellem de nazistiske styrker, ”Dødens grønne patruljer”, og frihedskæmperen, der pines til døde uden at røbe noget. Men ligesom i digtet Længsel ligger der her en forventning om en afslutning på kampen: ”Alt skal igen bli’ dit!”
Længselsdigt blev til en sang om håb for fremtiden
Halfdan Rasmussens Længsel bestod i originaludgaven af fem vers med hver otte korte linjer, men det forrykker ikke noget i digtets mening, at Povl Hamburger har valgt at omskrive digtet til fem vers à fire linjer. Digtet udtrykker en vision for fremtiden: Dagliglivet vil vende tilbage, når krigen og besættelsen (”stormen”) er slut. Som det udtrykkes i tredje og midterste vers: Som det er nu, er en bil, der standser uden for ens hjem, en trussel; men når der vil komme en tid, hvor en standsende bil ikke betyde fjender, men venner.
Håbet skinner igennem i sidste vers
I det sidste vers konkretiseres håbet – i efteråret 1944: Der er tegn på, at den truende situation ændrer sig. Tegnene er i teksten metaforiske; det er fugle, regn og spirende planter, som bebuder forandringen fra den usikre og angstfyldte nutid til den fremtid, man længes efter. Og det er denne længsel, som er modstandskampens perspektiv (jf. fjerde vers) – en længsel mod et dagligliv uden usikkerhed og frygt.