I forbindelse med prisoverrækkelsen på højskolernes generalforsamling på Gymnastikhøjskolen i Ollerup på Fyn motiverede Else Mathiassen, forstander på Vestjyllands Højskole, overrækkelsen til Anne Linnet, bl.a. med formuleringen
Derfor får hun prisen
"Anne Linnet kan fange sit publikum med sin guitar og sin sang. Hun er en kunstner, der kan fylde kæmpe koncertsale og optræde i små kirker, skrive operaer, filmmusik og kormusik. Inspirere andre - ikke blot musikere, men også andre kunstarter - med sin kunst. Skrive musik og tekst til andre. Krop og ånd er til stede gennem alle værker, og livet udtrykkes til fulde i sangene."
Med prisen følger en check på 25.000 kr.
Hvem får prisen?
Den folkelige sangs pris bliver uddelt hvert år af Folkehøjskolernes Forening i Danmark i forbindelse med foreningens årsmøde. Prisen er på 25.000 kr. og gives til en eller flere personer, der på den ene eller anden måde har bidraget til udbredelsen af, kendskabet til og dermed fastholdelsen af den enestående kulturarv, den folkelige sang i almindelighed og Højskolesangbogen i særdeleshed er.
Prismodtageren bliver udpeget af et udvalg, som består af Ditte Rønn-Poulsen fra Den Rytmiske Højskole i Vig, Jutta Bay fra Gymnastikhøjskolen i Ollerup og Else Mathiassen fra Vestjyllands Højskole.
Blandt tidligere prismodtagere finder man Sebastian, Johannes Møllehave, Alberte Winding, Jens Rosendal, NHØP, Niels Hausgaard, Annisette, Benny Andersen & Poul Dissing.