Lisbeth Smedegaard Andersen vandt konkurrence om jubilæumssang

Publiceret 02-05-2019

Højskolesangen ”For vist vil de komme” med tekst af Lisbeth Smedegaard Andersen blev vinderen af højskolernes jubilæumssangkonkurrence. Bent Fabricius-Bjerre har skrevet melodi til sangen, der får sin urpremiere på højskolernes årsmøde på Rødding Højskole torsdag den 2. maj 2019 kl. 15.30.

Højskolerne kan i år fejre deres 175-års jubilæum. Det bliver markeret på forskellig vis i løbet af året. En ny højskolesang må være en oplagt måde at fejre jubilæet på.

Folkehøjskolernes Forening i Danmark (FFD) udskrev derfor sidste år en sangtekstkonkurrence, hvor alle interesserede kunne bidrage.

Dommerpanelet bestod af medlemmerne af sangbogsudvalget, som er i færd med at redigere den kommende udgave af Højskolesangbogen, samt en repræsentant for Rødding Højskole, der som Danmarks ældste højskole i år fylder 175 år.

368 forslag i alt

Der indkom i alt 368 forslag, og blandt dem udpegede et enigt dommerpanel vinderteksten ”For vist vil de komme”, skrevet af Lisbeth Smedegaard Andersen. I samråd med forfatteren henvendte dommerpanelet sig til komponisten Bent Fabricius-Bjerre, som beredvilligt påtog sig opgaven at sætte teksten i musik.

Se vinderteksten her

Endnu er højskolesangbogsudvalgets arbejde omgivet med stor hemmelighedsfuldhed. Det er umuligt at få oplyst, hvad indholdet af den kommende højskolesangbog vil være. Men formanden for udvalget Jørgen Carlsen tør godt tage bladet fra munden og garantere, at den nye højskolesang vil være at finde i den kommende 19. udgave af Højskolesangbogen, som udkommer i november 2020.

Om Lisbeth Smedegaard Andersen

Dansk præst, salmedigter og kunsthistoriker, født 1934. Hun er cand.theol. fra Aarhus Universitet i 1979, og har virket som præst i Sømandskirken, Risskov Kirke, Holmens Kirke og ved den danske kirke i Paris. Hun er desuden cand.art. i kunsthistorie, også fra Aarhus Universitet.

Lisbeth Smedegaard Andersen er repræsenteret med adskillige salmer i Den Danske Salmebog og mangfoldige andre salmeudgivelser. Derudover har hun bidraget med salmer og sange i bøger som "Sange til morgen og aften" (2004), "Sprækker i virkeligheden" (2008) "Himlens lys i dine hænder" (2008) og "I tid og evighed" (2014).

undefined

Om Bent Fabricius-Bjerre

Bent Fabricius-Bjerre blev født i 1924 på Frederiksberg. Uddannet som pianist ved Det kgl. Danske Musikkonservatorium i 1946; Oprettede i 1950 grammofonselskabet Metronome og har senere udvidet aktiviteterne til også at omfatte film, biografer, video og TV. Solgte Metronome-koncernen i 1996 og har siden virket som komponist og pianist.

 

Højskolesangbogsudvalget

Højskolesangbogsudvalget redigerer den kommende Højskolesangbog, som udkommer november 2020. Det består af Jørgen Carlsen (tidl. forstander på Testrup Højskole) formand, Mette Sanggaard Schultz (forstander på Ollerup Musikefterskole), Anne Odgaard Eyermann (sangskriver, kirkemusiker), Dy Plambeck (forfatter), Søren Launbjerg (forstander for Den Internationale Højskole), Mathias Hammer (programvært ved DR-musikafdelingen).

Kontakt

Yderligere oplysninger: Jørgen Carlsen, formand for højskolesangbogsudvalget: carlsen@testrup.dk tlf. 4013 0357.