Den folkelige sangs pris bliver uddelt hvert år af Folkehøjskolernes Forening i Danmark i forbindelse med foreningens årsmøde.
Prisen er på 25.000 kr. og gives til en eller flere personer, der på den ene eller anden måde har bidraget til udbredelsen af, kendskabet til og dermed fastholdelsen af den enestående kulturarv, den folkelige sang i almindelighed og Højskolesangbogen i særdeleshed er.
Prismodtageren bliver udpeget af et udvalg pt. bestående af højskolelærer på Uldum Højskole, Jacob Tybjerg, forstander på Nørgaards Højskole, Vibeke Hundborg og lærer på Nordjyllands Idrætshøjskole, Marie Bjerring.
Blandt tidligere prismodtagere finder man Bent Fabricius-Bjerre, Steffen Brandt, Erik Sommer, Anne Linnet, Peter A.G., Sebastian, Johannes Møllehave, Alberte Winding, Jens Rosendal, NHØP, Niels Hausgaard, Annisette og Benny Andersen & Poul Dissing.