10 højskolesange du kan synge på en valgdag

Publiceret 31-10-2022

Inden længe går danskerne til stemmeurnerne for at sætte deres kryds til folketingsvalget. I den anledning kommer forlagsredaktør og komponist Rasmus Skov Borring her med 10 højskolesange, som er oplagte at synge på demokratiets festdage.

Anne Vad, Erik Grip og Marianne Søgaard har det tilfælles, at de har været med til at lave sange, der er gode at synge, når demokratiet skal fejres. Fotos: pressefotos og Benjamin Hoffmann Petersen

Der findes sange, der kan synges til højtider, til runde fødselsdage og til bryllupper og bryllupsdage. Men hvad synger man på demokratiets festdage?

Det giver forlagsredaktør Rasmus Skov Borring her et bud på. Højskolesangbogen indeholder nemlig flere sange, der er oplagte at slå op på, når man sidder til valgmøder eller skal sætte sit kryds, ligesom mange danskere skal det til folketingsvalget denne tirsdag.

"Når der bliver sunget til valgmøder, er det tit de samme sange, der går igen. Men der findes faktisk flere gode bud på både ældre og nyere sange, som kan bruges til at fejre festdage for demokratiet, og som ikke er farvede af en bestemt politisk retning. Sangene om demokrati, folkestyre og frihed fylder meget i Højskolesangbogen, fordi de handler om det samfund, vi alle er optagede af,” siger Rasmus Skov Borring.

Så hvis du er i tvivl om, hvad du skal synge op til og på valgdagen på tirsdag, kommer her 10 forslag fra Rasmus Skov Borring.

1. Frihedens lysdøgn – nr. 226

Og husk: Tag den aldrig for givet! Det er som med stor kærlighed!

Frihedens lysdøgn. Tekst af Anne Vad, melodi af Julie Maria og Nikolaj Busk.

"Sangen hylder frihedsbegrebet og markerer 75-året for befrielsen. Efter corona-pandemien har frihedsbegrebet fået en ny dimension for alle generationer, og selv om det er længe siden, at Danmark var besat og var i krig, er vi igen blevet mindet om, at vi ikke kan tage friheden for givet. Den aktuelle krigssituation i Østeuropa med Ruslands invasion af Ukraine giver sangen endnu et perspektiv."

2. Syv kjoler for synligheden – nr. 219

Jeg syr en kjole, som kan bæres tyst af frygtens nye offer.

Syv kjoler for synligheden. Tekst af Pia Tafdrup, melodi af Janne Mark.

"Sangen handler om terror og er skrevet på bagkant af tragedien på Utøya i Norge i 2011. Kjolen er en sprogdragt for katastrofen; den passer os alle, og dermed er vi ikke alene om at bære vores smerte."

3. Hver dag en ny dag – nr. 558

Vil du åbne eller lukke, vil du slukke håbet eller slå bro?

 Hver dag en ny dag. Tekst af Pia Juul, melodi af Marianne Søgaard.

"Sangen markerer 100-året for genforeningen i 2020 og er en påmindelse om den fredelige genforening og sameksistens i grænselandet. Den rækker ud til nutidsmennesket og spørger, hvordan vi vil overlade samfundet til dem, der kommer efter os."

4. Danskerne findes i mange modeller – nr. 212

Lad os tale om det frit!

Danskerne findes i mange modeller. Tekst af Ebbe Kløvedal Reich, melodi af Erling Lindgren.

"I demokratiet er der mange holdninger, der skal finde plads ved siden af hinanden. Sangen er en påmindelse om, at danskerne findes i mange modeller, men at vi gennem den frie samtale kan finde et fælles ståsted."

5. Velkommen i den grønne lund – nr. 174

Hver fugl må synge med sit næb.

Velkommen i den grønne lund. Tekst af N.F.S. Grundtvig, melodi af Erik Grip.

"Sangen er skrevet til et folkemøde i 1843 som en protestsang mod undertrykkelsen af det danske folk og danske interesser i Slesvig. Sangen knytter direkte an til den række af folkemøder, som blev holdt på Skamlingsbanken fra sommeren 1843, og som var med til at bane vejen for enevældens afskaffelse og den første grundlov 1849."

6. Grøn salme – nr. 70

Der er tegn i stress og klima på, at vi har levet dumt på den betroede planet.

Grøn salme. Tekst af Hans Anker Jørgensen, melodi af Caroline Borello Lerch.

"Salmen er et opråb om, at vi tager ansvar for klodens udvikling. Overalt er der tegn i tiden på, at verden er i ubalance: Stress, krig, fake news og sågar dårlig sædkvalitet, mens klimaet hastigt forandrer sig, og havene stiger. I dumhed udpiner mennesket den jord, vi skulle passe på."

7. Gi’ os lyset tilbage – nr. 218

Hjertet er åbent og sindet er frit. Sådan er landet jeg gerne vil kalde for mit!

Gi' os lyset tilbage. Tekst af Per Krøis Kjærsgaard, melodi af Rasmus Skov Borring.

"Sangen er et modsvar til de kræfter, der taler for at ekskludere dem, der er anderledes. Mange kan føle sig fanget i skyggerne, men i sangen bliver vi mindet om, at der kun kan leve skygger, hvor der også er lys. Fællesskab og tolerance er nøgleord i sangen, hvor vi som mennesker kan vokse ved at møde det ukendte."

8. Imagine – nr. 207

I hope some day you’ll join us, and the world will be as one.

Imagine. Tekst og melodi af John Lennon.

"Sangen inviterer os til at forestille os en verden uden grænser og barrierer, uden opsplitning på grund af religion og nationalitet, uden tanke på belønning i en himmel eller fordømmelse i et helvede og uden fokus på materielle goder. En verden uden grådighed eller sult, hvor menneskene lever sammen i fred og harmoni."

9. Frit land – nr. 220

Vi skal kaste os i bølgerne, der slår mod kysten ind.

Frit land. Tekst og melodi af Carl Emil Petersen.

"Sangen er en nationalhymne i moderne klæder. Den er både en hyldest til og en kritik af Danmark. Med sit højtidelige sprog og referencer til den danske natur fremstår sangen nærmest som et guldaldermaleri, men under overfladen er der også en kritisk kommentar til det danske samfund."

10. Der truer os i tiden – nr. 182

En ond, usynlig magt: vor egen sikre viden.

Det truer os i tiden. Tekst af Ole Wivel, melodi af Bo Holten.

"Er det mennesket selv, der er verdens største trussel? Kundskabens frugt, den større menneskelige viden inden for naturvidenskab og teknologi, er måske blevet så farlig, at den kan udrydde alt liv. Sangen er fra 1950’erne og skrevet i atombombens skygge."

 

Find melodierne til sangene her.