Thøger Larsen (1875-1928) er mest kendt for sine to sommersange Danmark, nu blunder den lyse nat og Du danske sommer, jeg elsker dig. I denne bog er der sange til hele året. Desuden sange til dagen, livet og verden.
Sangbogen indledes med Thøger Larsens frie gendigtning af den gamle nordiske dagvise, som også ligger til grund for Grundtvigs Den signede dag med fryd vi ser. Derefter følger tyve sange, der følger årets gang fra vinter til efterår. Siden følger en håndfuld sange, der sætter ord på menneskets placering i tid og rum og en anden håndfuld sange om menneskets vækst fra barn til voksen. De sidste sange har karakter af moderne salmer eller religiøse refleksioner, inden samlingen afsluttes med erindringsdigtet Ved fjorden og den enstrofede sang Landskab. Teksten til sidstnævnte pryder også den store mindesten på Gjellerodde over for Thøger Larsens barndomshjem tæt ved Limfjordens vestlige ende.
Vi håber, at sangene må få et langt liv i mange forskellige sammenhænge og bidrage til den gode danske tradition for fællessang af gode melodier til tekster af høj litterær kvalitet og med et eksistentielt vedkommende indhold,
udtaler Kristoffer Garne, der har redigeret sangbogen.


