PRESSEMEDDELELSE

Grønlandsk sanger modtager højskolepris

Publiceret 30-10-2026

Sanger og sangskriver Rasmus Lyberth har hele sin karriere haft en mission om at fortælle sine landsmænd, at de tilhører et folk med sange, sprog og fortællinger. I dag modtog han Den folkelige sangs pris på Folkehøjskolernes Forenings årsmøde på Rønde Højskole.

”Vi grønlændere skal vide, at vi er en del af verden, og ude i den store verden skal de også vide, hvem vi er," siger sanger og prismodtager Rasmus Lyberth.

Han startede som sømand og værtshusmusiker og har i 50 år været en af de mest populære kunstnere på den grønlandske musikscene. I dag modtog sanger og sangskriver Rasmus Lyberth Den folkelige sangs pris på Folkehøjskolernes Forenings årsmøde på Rønde Højskole.

Prisen modtager han for sit lange virke, hvor den 75-årige sanger både er blevet anerkendt som en højt skattet kulturformidler og ambassadør for sit land, lyder det fra Marianne Søgaard, der er lærer på Silkeborg Højskole og en del af juryen bag prisen.

”Årets prismodtager ser det som en mission at fortælle sine landsmænd, at de tilhører et folk med sange, sprog og fortællinger. Et land med sin egen rige kultur. Hans sange bliver sunget af skolebørn, gymnasieelever og voksne i hans hjemland, og han har optrådt på mange store scener rundt i verden – på sit eget sprog: grønlandsk, kalaallisut,” siger hun.

Sange om det grønlandske folk
Rasmus Lyberth er født i 1951 og opvokset i Grønland. Siden midten af 1970'erne har han været aktiv som både sanger og guitarist, og han har sunget om alt fra sociale tabuer til klimaforandringer set fra sit eget folks perspektiv.

Hans musik er dog først og fremmest gennemstrømmet af en livsglæde, hvilket ifølge juryen gør, at hans virke er ”helt i Grundtvigs ånd”.

Selv forklarer Rasmus Lyberth, at hans musik handler om at sætte fokus på det grønlandske folk.

”Vi grønlændere skal vide, at vi er en del af verden, og ude i den store verden skal de også vide, hvem vi er. Jeg vil gerne have, at den fantastiske verden, jeg kommer fra, også kan inspirere den store verden, som vi lever i,” siger han og tilføjer, at vi skal huske, at vi alle, uanset nationalitet, er mennesker.

”Vi har samme følelser, samme sol, samme jord, samme luft, samme – alt muligt. Den eneste forskel er den skrift, vi skriver i. Vores sprog. Når jeg har været på scenen, har jeg mange gange sagt til folk, at ’I forstår ikke en skid af, hvad jeg synger om, men I skal bare lukke øjnene og åbne jeres hjerte, og så skal jeg nok sørge for alt andet.’ For jeg har en stemme, som jeg har fået som en gave.”

Mere end en musikpris
Den folkelige sangs pris overrækkes i en tid, hvor rigsfællesskabet og særligt det grønlandske folk har været under voldsomt pres, og hvor prisen på den måde bliver mere end en musikpris, lyder det fra Marianne Søgaard.

”Danmark og Grønland er knyttet til hinanden på godt og ondt gennem en lang fælles historie. Vi kan have svært ved at forstå hinanden, men årets prismodtager minder os om, at musikken er et sprog, vi har til fælles. Vi behøver ikke at forstå ordene for at forstå, hvad hjertet bærer på, når det udtrykkes i sang. Det er Rasmus Lyberth et levende eksempel på.”

Rasmus Lyberth var ikke selv til stede til at modtage prisen, da han er på turné i Grønland. I anledning af sin 75-års fødselsdag har han for nylig optrådt herhjemme i Danmark, blandt andet på Det Kongelige Teater i København.

Til at tage imod prisen på hans vegne var hans kone, Annette Bogø Lyberth, som er direktør for Det Grønlandske Hus / Nordatlantisk Hus i Odense, og parrets søn og svigerdatter, Tobias Lyberth og Louise Janum Lyberth. 

Om prismodtageren

Rasmus Lyberth er født i 1951. Han er grønlandsk sanger og sangskriver og har modtaget mange priser som sanger og kulturformidler. Har været nomineret til Nordisk Råds musikpris i 2019 og har blandt andet optrådt i Nordamerika og Europa samt til det danske Melodi Grand Prix i 1979 med sangen ”Faders bøn”, hvor han sang på grønlandsk. Han er uddannet skuespiller ved det grønlandske Tuukkaq Teatret og har medvirket i flere teaterstykker og havde en hovedrolle i den første grønlandsksprogede spillefilm Lysets Hjerte fra 1998. Rasmus Lyberth er gift og har i alt fire børn.

Om Den folkelige sangs pris 

Den folkelige sangs pris bliver uddelt hvert år af Folkehøjskolernes Forening i Danmark i forbindelse med foreningens årsmøde.
Prisen er på 40.000 kr. og gives til en eller flere personer, der på den ene eller anden måde har bidraget til udbredelsen af, kendskabet til og dermed fastholdelsen af den enestående kulturarv, den folkelige sang i almindelighed og Højskolesangbogen i særdeleshed er.
Prismodtageren bliver udpeget af et udvalg, som i år består af Marianne Søgaard, der er lærer på Silkeborg Højskole, Stefan Hollænder Kvamm, der er forstander på Ry Højskole, og Anne-Grethe Severinsen, der er lærer på Testrup Højskole.

Blandt tidligere prismodtagere finder man Janne Mark, Søren Huss, Annika Aakjær, Carl Emil Petersen, Stine Pilgaard og Katrine Muff Enevoldsen, Lis Sørensen, Sigurd Barrett, Bent Fabricius-Bjerre, Steffen Brandt, Erik Sommer, Anne Linnet, Peter A.G., Sebastian, Johannes Møllehave, Alberte Winding, Jens Rosendal, Niels Hausgaard, Annisette og Benny Andersen & Poul Dissing.

Læs mere om prisen her.