Vinder af grøn sangkonkurrence er fundet

Publiceret 24-09-2026

Forlaget Højskolerne modtog 405 bud i konkurrencen om nye fællessange til en grøn sangbog. Nu er vindersangen fundet.

Vindersangen er skrevet af Shekufe Tadayoni Heiberg, der er forfatter til adskillige bøger og digtsamlinger, og komponeret af Julie Maria, der er mangeårig sangskriver og allerede repræsenteret i Højskolesangbogen som komponist. Foto: pressefoto.

405. Så mange sangbud kom der, da Forlaget Højskolerne i foråret igangsatte en grøn sangkonkurrence. Formålet var at skabe fællessange om naturen, som skal indgå i en ny sangbog, der bliver til med støtte fra 15. Juni Fonden. Nu er vinderen fundet.

Vinderen af konkurrencen er sangen ”År efter år”, som er skrevet af forfatter Shekufe Tadayoni Heiberg og komponeret af sanger og sangskriver Julie Maria.

Sangen ’År efter år’ er en vidunderlig sang, der sætter ord på vores samhørighed med naturen.

Dy Plambeck, del af redaktionen bag Den grønne sangbog

Sangen er kåret af redaktionen bag Den grønne sangbog, som tæller forfatter Dy Plambeck, leder af Jordens Skole Helle Solvang og Rasmus Skov Borring, der er redaktør på Forlaget Højskolerne. Ifølge Dy Plambeck er der tale om en sang, som i sit sprog formår at skabe særlige billeder af den natur, vi omgives af.

”Sangen ’År efter år’ er en vidunderlig sang, der sætter ord på vores samhørighed med naturen. Den er poetisk og præcis og minder os om alle de vidundere, der er i naturen, og som også ligger i det sprog, vi har om den”, siger hun.

Lyt til sangen i videoen herunder:

En grønnere fremtid

”År efter år” handler om et land, der har lagt sine mest forpinte dage bag sig, og som år efter år bliver grønnere, rigere og mere levende. De to sangskabere mødtes netop første gang i naturen, da Forlaget Højskolerne havde inviteret til et kunstnerseminar på Arboretet i Hørsholm, 15. Juni Fondens hovedsæde midt i skoven.

Fra første gennemlytning sætter sangen sig i kroppen og inviterer til at synge med

Julie Maria, sanger og komponist fra "År efter år"

”Teksten er skrevet som en realistisk utopi med fødderne plantet i en nær fremtid, hvor de monokulturelle marker er forvandlet til skovhaver, heder og enge, hvor genetablerede vådområder inviterer nye trækfugle på besøg, og hvor de store pattedyr igen er blevet en naturlig del af landskabet,” fortæller forfatter Shekufe Tadayoni Heiberg.

Sangens komponist Julie Maria fortsætter:

“Melodien er klangbund for det frodige univers, teksten befolker. Den kom med en sjælden lethed, som føltes bekendt i det øjeblik, den blev født. Sangen bevæger sig mellem det storslåede og det nære, med glæde og melankoli uløseligt forbundet", siger hun.

Ny grøn sangbog

Den grønne sangbog udgives den 1. februar 2027 og vil foruden vindersangen indeholde 15 sange fra den nuværende udgave af Højskolesangbogen samt 24 spritnye fællessange, der er udvalgt blandt de mange indsendte sangforslag. Sangbogen skal give naturen et nyt sprog og udbrede kendskabet til naturens mange nuancer i en tid med miljø- og klimakrise, fortæller Helle Solvang, der også sidder i redaktionen.

Med sangbogen i hånden kan vi synge om rødderne, der vokser frem gennem sprækker, om vandet i vores kældre og vindens vilde kræfter.

Helle Solvang, del af redaktionen bag Den grønne sangbog

”I Den grønne sangbog er naturen ikke blot 'derude', men tæt på, nærværende, dyrebar og elsket. Den er i os og i tingene, som vi omgiver os med. Med sangbogen i hånden kan vi synge om rødderne, der vokser frem gennem sprækker, om vandet i vores kældre og vindens vilde kræfter. Og om naturens svimlende mangfoldighed fra den mindste irriterende, savnede myg til hele verdensrummet,” siger hun.

Fællessang på højskoler

I forbindelse med udgivelsen vil der i 2027 være en række events på landets højskoler og på udvalgte kulturinstitutioner.

Vi glæder os rigtig meget til at præsentere alle de nye grønne sange i det nye år, som helt sikkert vil bidrage til en langt bredere fortælling om, hvad naturen er, hvordan vi kan agere i den, og hvorfor vi skal passe på den

Rasmus Skov Borring, del af redaktionen bag Den grønne sangbog

Alle sangene vil blive indspillet, så de er lettere at lære og dermed kan få liv derude, hvor man gerne vil synge sig til både viden, håb og handling. Den endelige liste af sange og bidragsydere offentliggøres i forbindelse med udgivelsen, fortæller forlagsredaktør og pianist Rasmus Skov Borring.

”Vi glæder os rigtig meget til at præsentere alle de nye grønne sange i det nye år, som helt sikkert vil bidrage til en langt bredere fortælling om, hvad naturen er, hvordan vi kan agere i den, og hvorfor vi skal passe på den”, siger han.

Om sangkonkurrencen

  • I foråret udskrev Forlaget Højskolerne med støtte fra 15. Juni Fonden en konkurrence om, hvem der kunne lave Danmarks nye grønne fællessang.
  • Der kom 405 bud inden konkurrencens deadline den 3. august.
  • Vindersangen bliver en del af Den grønne sangbog, som udgives af Forlaget Højskolerne i begyndelsen af 2027. Sangbogen er et supplement til Højskolesangbogen og vil indeholde sange fra den 19. udgave samt flere af de helt nye fællessange fra konkurrencen.
  • Derudover modtager sangens forfatter og komponist hver 15.000 kroner i præmie.