Aftentur med Rosalina

Baggrund Kærlighed

Rosalina, som er én af Benny Andersens faste figurer, går i denne vise tur med jeg'et. Hun forsøger at muntre ham op trods alderdom og efterår, og til sidst ser det hele en smule lysere ud. Den sørgmodige melodi bliver gradvist lettere og de afsluttende suk kan både tolkes som opgivenhed og lykke. Povl Dissing sang for på indspilningen til pladen Hymner og ukrudt.

Povl Dissing sang for på Hymner og ukrudt

Sangen indgår i en sammenhæng, der som flere andre digtsamlinger af Benny Andersen blev lanceret på plade, før den kom på tryk. Det betød, at det var sangeren Povl Dissing, der gjorde den kendt og elsket på forhånd. Samlingen hed Hymner og ukrudt og var i pagt med tidens trend en ”miljøplade”; men på den velkendte underfundige facon, som Benny Andersen altid anvender.

Rosalina går tur med den sukkende jeg-fortæller

På dette tidspunkt i forfatterskabet er Rosalina dukket op i digterens univers. Vi har allerede mødt hende i flere digte. Her er det den aldrende digter, der går tur med hende hen på efteråret. Han er ved at være træt – også lidt livstræt; og det er da vist snart sengetid. Men Rosalina er af en anden mening: Nu er det efterår, og de skal ud og gå tur. Digteren sukker træt: Åh ja, åh ja, åh ja, åh ja. Hele fire tunge suk.

Efterårets komme vidner om hans alderdom

Mens de går, bliver staklen mere og mere trist: Efteråret er tegnet på hans alderdom og forfald. Og det bliver værre og værre år for år og skridt for skridt.

Men Rosalina muntrer ham op

– Åh ja! – Så nu er turen ved at være lang nok: Rosalina, lad os hel’re vende om! Men nu tager Rosalina fat (i vers fem). Hun elsker efteråret – også menneskets efterår; det har altid gjort hende stærk og glad. ”Farvernes glød og temp’rament” – Åh ja! – Nu lyder det knap så jammerfuldt. Det er der måske noget om.

Og de flyver næsten ud af skoene

I vers seks kommer så den vidunderlige lettelse hos den trætte digter: De tunge sten falder fra hans hjerte. Rosalina er dejlig, og han bliver så let i sine ben, at det er lige før, de flyver ud af skoene. Natten er ung, og verden ny. Åh ja! Nu lyder det som en varm tilslutning.

Benny Andersens sange er altid fyldt med et finurligt sprog

Sangen er som altid hos Benny Andersen fuld af finurlige udtryk og vendinger, klicheer brugt på en ny måde. Og sprog er ikke nogen ligegyldig ting: Også verden kommer til at tage sig anderledes ud gennem de ord.

Den sørgmodige melodi bliver lettere henad vejen

Melodien er lidt trist og sørgmodig og kan være vanskelig at synge med de mange ganske små trin i den indledende linje, som trinvis skrues op gennem tre tonearter, før de fire første linjer rundes af – i mol! Men så skifter melodiføringen og bliver enkel og visepræget i de sidste to linjer, så sangen kan vokse i tempo og humør, efterhånden som den skrider frem. I vers syv nynnes de fire første linjer uden tekst før konklusionen: ”Hvorfor se tilbage, når man hel’re vil se frem?” Og de to kan hæve sig op og tage med Karlsvognen hjem – hvorefter ”Åh ja” kommer hele otte gange.