Digtet indgår i en digtcyklus om årets gang
I 1833 udkom H.C. Andersens digtcyklus Aarets tolv Maaneder tegnet med Blæk og Pen. Den består af tolv lange digte, hvor forskellige stemmer taler – som i det læsedrama der måske er stilistisk inspiration, Adam Oehlenschlägers Sanct Hansaftens-Spil, 1802.
Bogen er tilegnet Frederik 6., som den unge digter forklarer for:
Et fattigt Barn jeg var, mig Ingen kjendte,
Men i mit Hjerte Digter-Flammen brændte;
Den drev mig modigt frem i Verdens-Vrimlen,
Skjøndt kun jeg eied’ Den og Gud i Himlen.
Selvbevidstheden som digter og barnetroen er de to fundamenter, der gør, at han, der har været ”et fattigt barn”, nu kan henvende sig til kongen som et barn til en fader. Hvilke bagtanker den karrierebevidste H.C. Andersen end måtte have haft, havde hans tilegnelse det resultat, at han fik et legat, der gjorde det muligt for ham at rejse sydpå i godt et år; i Rom skrev han romanen Improvisatoren, som udkom 1835.
De fattige børns sang
I det tolvte af digtene i Aarets tolv Maaneder, December som foregår juleaften, synger en gruppe fattige børn på gaden Barn Jesus i en krybbe lå.
I det første vers placeres det nyfødte barn i Betlehem i en konkret situation som karakteriseres som fattig – ”skønt Himlen var hans eje” (vers 1.2). Det er med denne modsætning, der er i overensstemmelse med den kristne tradition, at H.C. Andersen formulerer julens budskab, helt i tråd med julens tradition: Barnet er født ”til trøst for hvert et hjerte”; og derfor kan ethvert menneske finde trøst for sin smerte ved at ”blive barn i sjæl og sind” (vers 2.6).