Barndommen er et gennemgående motiv for Benny Andersen
Sangen indgår i visesamlingen Oven visse vande . Barndommen er et gennemgående motiv i Benny Andersens forfatterskab. Motivet optager ham på to måder. Barnets forestillingsverden med dens udforskende holdning til tilværelsen rummer en stor livsåbenhed og forundringsparathed, som ofte på finurlig måde udstiller voksenverdenens stivnede rutiner og forestillingsmønstre.
Barndommens energiske drive
Barndommen rummer ifølge Benny Andersen et energisk ”drive” og en anarkistisk eksperimenterelyst, som blandt andet ytrer sig i de mange børnerim og remser han har indsamlet i udgivelserne Nikke Nikke Nambo (1963) og Lille Peter Dille (1964). I børnebøgerne om Snøvsen har han med stor underfundighed fokuseret på sammenstødet mellem barnets konkrete og de voksnes mere abstrakte forestillingsverden: Det er vel nok synd for Snøvsen, at alle går fra den.
Den tabte dimension i voksenlivet
Men barndommen spiller også en anden rolle i Benny Andersens forfatterskab, nemlig som retrospektiv og nostalgisk kategori. Det gælder udpræget sangen Barndommens land . Barndommen er her den tabte dimension i voksenlivet, som kalder på længslen. Det er den tilstand af uskyld og umiddelbart livsnærvær, hvor livet er trygt forankret i de voksnes omsorgsfulde nærvær - de står parat til at ”puste på skrammen” og give ”plaster på” (vers 4).
Det umiddelbare kan ikke genskabes
Det ironiske er imidlertid, at barndommens tryghed og tilforladelighed er kautioneret af den voksenautoritet og tro på faste holdepunkter, som de voksne selv længes tilbage til barndommen efter. På den måde rummer sangen en tragisk dimension. Den handler om det mistede, som ikke kan tilbageerobres. Umiddelbarheden kan ikke genskabes. Og forsøger man som voksen at opføre sig som et barn, er man rent ud sagt latterlig.
Barndommens land er ikke en børnesang
Barndommens land er altså slet ikke en børnesang. Fremført af 5-årige børnehavebørn bliver sangen ufrivilligt komisk. Det er en sang for voksne, der handler om deres evigt tabte barndom.
Voksenperspektivet bliver klart understreget i vers 7: ”Barndommens land. / Nu er jeg en mand”. Og når det videre hedder: ”Tit har jeg lyst til at love / solskin og dejlige skove. / Men der er lang vej igen” – så kan man resigneret tilføje: Den er uendelig lang.