Chrysillis, du mit verdens guld

Baggrund Kærlighed

Kingo skrev kærlighedsdigtet Chrysillis til sine kone, Sille Balkenborg, og digtet er et eksempel på den yndede stil hyrdedigtning. Teksten antager en dybt personlig karakter og rummer baroktidens udtryksmåde med indbyggede kontraster og blomstrende sprog. Hyrdevisens skiftende stil giver præg af både glæde og alvor.

Kingos verdslige digt vandt hurtig stor udbredelse

Dette er et af de få almindeligt kendte verdslige digte af Kingo. Chrysillis vandt hurtigt stor udbredelse, hvilket fremgår af, at digtet findes bevaret i en lang række visehåndskrifter fra det 17. og 18. århundrede. I sin helhed kom det først på tryk i Hans Brix’ Dansk Lyrik gennem tre Aarhundreder, 1928-30.

Chrysillis er et personligt hyrdedigt

Oprindelig bestod digtet af 16 vers, og heraf gengiver Højskolesangbogen 1. og 12. vers. Det er skrevet i datidens yndede stil, som man kalder hyrdedigtning. Genren er af græsk oprindelse og går tilbage til 3. årh. f.Kr. Det er en digtning, der på idyllisk vis skildrer elskov blandt hyrder og hyrdinder i landligt miljø. I renæssancen bliver genren genoplivet - først i Italien i 1300-tallet af fx Francesco Petrarca, og omkring 1650 når hyrdedigtningen Danmark.

Kingo beholder i Chrysillis hyrdedigtningens situation og miljø, men sprænger dens grænser ved – især i vers to – at lade digtet antage en dybt personlig karakter.

Kingo Thomas Kingo

Baroktidens kontraster og blomstrende sprog genkendes i digtet

Baroktidens udtryksmåde med de indbyggede kontraster og det blomstrende sprog genkendes fra Kingos salmedigtning, se fx Sorrig og glæde.

Kingo skrev digtet til sin kone Sille Balkenborg

Digtet er skrevet til Sille Balkenborg, den norskfødte præstedatter, som Kingo giftede sig med i 1669. Hun var enke efter sognepræsten Peder Jakobsen Worm i Kirke Helsinge-Drøsselbjerg, hvor Kingo havde været kapellan fra 1661 til 1668. Lykken blev kort, Sille døde et halvt år efter brylluppet.

Digtet skildrer kærlighedens glød

Kingo forsikrer i første vers sin udkårne om, at han nu vil komme med sin kærlighedserklæring. De skal i det følgende komme til at se et billede af hinanden (1.12). Det billede giver han i de udeladte vers med en poetisk billedrække af den elskedes livsløb og af sin egen situation, hvorefter han i det her gengivne andet vers beskriver den kærlighedens glød, som tændtes imellem dem, og som har brændt lige siden.

Piet Hein hyldede Kingo

Kingo er i eftertiden blevet hyldet for sine digteriske evner, fx af Piet Hein i følgende lille gruk:

Mangen digter hertillands
er en spurv i tranedans,
men salmisten Thomas Kingo
er blandt spurve en flamingo.

Chrysillis, du mit verdens guld

1. Chrysillis, du mit verdens guld,
min en' og ønskeskat,
mit lys i lykkens nat,
kom nærmere hid, o hjerte huld,
og læg dit øre til,
jeg for dig sjunge vil.
Lykkens sang,
lykkens gang
vil jeg vise uden fejl,
hvor du mig,
jeg og dig
skue må som i et spejl.
Solen skal ikke nå
de Vestervande blå,
ej hænge lysen lok
på stjerneflok,
før jeg, Chrysillis, har
gjort det for verden bar,
hvor højt jeg elsker dig
bestandelig.

2. Du mindes vel den aftenstund,
jeg dig ved hånden fik
og ene hos dig gik.
Endog af månens røde mund
udblæste kuld og vind,
dog blussed frit sit sind.
Aftnens tvang
var ej lang,
time var som øjeblik;
tiden flød,
talen brød
begge hjerters skjulte nik.
Da blev den dulgte glød
oppustet klar og rød,
indtil vort hjerte-blod
i lue stod.
Da bandtes venskabs-bånd,
da raktes mund og hånd,
godnat tog hver da glad
og skiltes ad.

Ordforklaringer

1.1    Chrysillis, forfinelse af Silles navn. ”Chrysos” er græsk og betyder guld
1.4    huld: trofast
1.18  bar: åbenbart, kendt

2.4 Endog: Selvom (der udblæste kulde og vind)

2.7 aftnens tvang: det ufrie samvær (inden fortroligheden opstår)
2.13 dulgte: skjulte

Kingos versemål er skrevet til en statelig hyrdevise

Kingos kunstfærdige versemål er bestemt af den statelige melodi - en hyrdevise - som det er skrevet til. Den findes i Gabriel Voigtländers Oden und Lieder, 1642.

Barokmelodien lægger sig tæt op ad datidens dansemelodier

Det er en typisk barokmelodi med fremdrift og livfuldhed, og den lægger sig tæt op ad datidens dansemelodier. Man kunne fint forestille sig en dansant til denne musik, hvor man så har danset vals til det sidste afsnit, der står i 3/4 i modsætning til resten, der står i 4/4.

Den skiftende melodi giver præg af både alvor og glæde

Melodiens form er A-A-B-B-C-C, altså tre (ret så) forskellige dele, der gentages. Mens A-delen bevæger sig fra hovedtonearten c-mol til g-mol, går B-delen fra paralleltonearten Es-dur til c-mol, og C-delen starter og slutter i c-mol, men leger en del med Es-dur undervejs. Melodiens mange skift mellem mol og dur er med til give den et præg af både alvor og glæde.