Morgenlyset over Aarhus bugt har givet inspiration til sangen
Da Lisbeth Smedegaard Andersen var præst i Risskov kirke (1980-90), boede hun i en præstebolig med udsigt over Aarhus-bugten. Herfra havde hun lejlighed til at til at glæde sig over det skiftende lys, når solen stod op. I samme periode var Jesper Gottlieb ansat som korsanger i Risskov kirke, og da han mange år senere læste Smedegaard Andersens malende beskrivelse af daggryet, der ”lister sig frem over himlen”, genkendte han straks billedet fra sine køreture langs Aarhus-bugten på vej til kirke.
Solopgangen står smuk og dramatisk i første vers
Salmens første vers beskriver solopgangen som et smukt og dramatisk naturbillede.
Jeg'et svæver mellem drøm og hverdagsplaner
Først i andet vers introduceres det lyriske jeg, som endnu ikke er vågnet, men som i en tilstand mellem drøm og vågen fornemmer, at en ny dag er givet, og at der står én ved min side "endnu, før jeg vågner". Tredje vers foregår ved morgenbordet hos en helt almindelig travl familie, hvor uforudsete opgaver kuldkaster selv de pæneste tidsplaner.
Smedegaard holder fast i vigtige ord
I fjerde vers introduceres udtrykket ”kald og stand”, som i luthersk tradition er en vending brugt om menneskers arbejde og livsopgave ud fra den tanke, at man kan tjene Gud der, hvor man er sat i livet. Smedegaard Andersen siger om udtrykket, at selvom det er et gammeldags begreb for mange, og hun ellers bestræber sig på at skrive i et nutidigt sprog, er der ord, der forekommer hende vigtige, og som det derfor er nødvendigt at holde fast ved. Ifølge Andersen er der noget befriende i Luthers ord om, at man kan tjene Gud i kald og stand - og at "kald" ikke behøver at være noget specielt ophøjet. Det lyder til os i det daglige, når der er opgaver, som kun jeg kan klare, og som jeg derfor er nødt til at tage mig af.