1. Danmark, dejligst vang og vænge,
lukt med bølgen blå,
hvor de voksne, danske drenge
kan i leding gå
mod de sakser, slaver, vender,
hvor man dem på tog hensender;
én ting mangler ved den have:
leddet er af lave.
2. Ved Guds nådig forsyn hegnes
dog det meste land,
og hvad under Danmark regnes,
nyder værn af vand.
Ingen nabo, som vil vinde,
tør på Danmark gå i blinde,
blev kun ledet hængt til rette,
skulle vel det tætte.
3. Mejlfarsund os Fyn beskytter,
tryg står Møens klint;
ind til Gedser ingen rytter
ride skal for svindt;
Guldborgsund for Lolland genner,
Øresund vort Sjælland tjener,
hvert land har sit eget lukke,
alt må Jylland sukke.
4. Holster, vagrer, lyneborger
som en farlig flod
gør os Jylland mange sorger,
tørster efter blod;
lægges af må slig uvane,
skam det var at lade rane
fra vor mark den mindste tue;
pil vi har og bue.
5. Sådan talte dronning Tyre,
ret kaldt Danebod:
I, som står for Danmarks styre,
fatter frejdigt mod!
Gabet kan vi vel tillukke,
så vi ej os lader plukke
af hver fremmed løbeskytte,
der får lyst til bytte.
6. Fra moradset vest ved strande
til Mysund ved Sli
vi vil os en vold bemande,
gøre snæver sti.
Om forlov skal hver mand bede,
hvis han agter ind at træde,
nødig skal han atter fare
hjem med stjålen vare!
7. Danemark vi nu kan ligne
ved en frugtbar vang,
hegnet trindt omkring, - Gud signe
den i nød og trang!
Gid som korn opvokse knægte,
der kan frisk mod fjenden fægte
og om Danebod end tale,
når hun er i dvale.