Sangen er en moderne fædrelandssang
Danmarkssang, indspillet på rockgruppen Gnags’ lp Plads til begejstring 1986, er et bud på en moderne fædrelandssang.
Samhørighed med naturen og folket
I traditionelle fædrelandssange forbindes den enkelte med fædrelandet på to måder: gennem samhørighed med den danske natur og ved forbundethed med folket og dets historie. På baggrund af denne dobbelte samhørighed kan man tage ud i verden og møde den åbent og ligeværdigt, fordi man ved, hvem man selv er og kan stå ved det.
I Højskolesangbogens Jeg ser de bøgelyse øer ses denne model i sin reneste form: Vers et er viet til forbindelsen med naturen, vers to til folket, og vers tre beskriver evnen til at møde verden ud fra sit danske forankringspunkt.
Dette verdensbillede synger Gnags sig midt ind i.
Gnags synger det traditionelle ind i en moderne virkelighed
Danmark, dit indre ocean begynder med de to tilknytningspunkter til det danske. Naturen i de tre første linjer, folket i de tre næste og lige herefter kommer pointen: ”Lige meget hvem du er/ lige meget hvor du er/ så velkommen her”. Altså præcis de samme begreber som i de traditionelle sange og en parallel pointe om at møde de fremmede, men nu sunget ind i en moderne virkelighed, hvor de bor midt iblandt os.
Gnags gør op med selvtilstrækkeligheden
I de traditionelle sange er sangeren en solidarisk del af danskerne og synger ”jeg” og ”vi”, men hos Gnags er det de andre, der drikker kaffe fra deres kaffemaskiner, og det er ikke et ”jeg”, men et ”du der trænger til nogen, ”… der kysser din næse/ og nulrer dine øer” (3.6). Set fra sangerens vinkel er Danmark endt i fædrelandssangenes blindgyde: selvtilstrækkeligheden.
Derfor er det hans opgave at vække Danmark og minde om de gamle sanges pointe, hvor mødet med de fremmede var ligeværdigt, fordi vi kendte og stod ved os selv.
Også melodien viser en ny tid
At vi på denne måde har fået flere brudflader i vores danmarksbillede, viser sig straks i melodien, der ligesom teksten er af Gnags’ forsanger Peter A.G. Nielsen.