Den grønne søde vår

Johannes V. Jensens Den lange rejse

1908-22 skrev Johannes V. Jensen seks romaner, som i 1938 blev samlet i to bind under fællestitlen Den lange Rejse; tilsammen skal værket med forfatterens egne ord skildre ”Teknikens og Menneskeaandens Historie, fra den ældste forhistoriske Tid og op til Amerikas Opdagelse”. De seks bøger var oprindelig ikke tænkt som en sammenhængende fortælling; men i den samlede udgave er der blevet møbleret lidt rundt på nogle af kapitlerne i de seks romaner, så værket fremstår med en klarere kronologi i den storladne fortælling om, hvordan menneskene vandrer ud og underlægger sig verden. 

Johannes V. Jensen

Digtet stammer fra Den lange rejses roman Christofer Columbus

Den grønne søde vår stammer oprindeligt fra den af de seks romaner, som bar titlen Christofer Columbus. Den er fra 1920, og heri indgik en beskrivelse af Christofer Columbus’ forhistorie. Han nedstammer ifølge Johannes V. Jensen fra ”longobarderne” - et folk der mere end tusind år før Columbus’ tid var brudt op fra det nordlige Europa og vandret sydpå til det nuværende Italien. 

Citat fra Johannes V. Jensen om longobardernes vandring sydpå

”Alle Vognene er pyntet med grønne Grene, for det er om Vaaren. Skoven er lige udsprungen og de Rejsende lige brudt op, som grønne Skove paa Hjul kører Vognene frem gennem den grønne Skov, som syngende Vogne, det synger fra dem, kvidrende Barnestemmer, som et helt Fuglekor, og de unge Piger gaar ved Siden af og synger, de er saa nye i Sjælen, Skoven er ny, Verden, Solen er ny, de unge grønne Knøse synger, saa rustent og skruppet i Mælet som de kan, og mangen haard Kriger lægger Ansigtet bagover som han sidder paa sin Hest og ser syngende op i Løvet, Sangen han har sunget som Dreng kommer igen i hans Hals. Ogsaa Mødrene synger, mens de lader Tenen gaa, og rykker sagte paa Hovedet, Stemmen kan næsten ikke høres …”

Johannes V. Jensen

Digtet hylder foråret og livet som udvikling

Det er en hyldest til livet, der lyder i sangen, som forfatteren straks gjorde til et selvstændigt digt med titlen Folkevandringssang i 3. udgave af Digte, 1920. Det er livet som udvikling, som erobring af nyt land og skabelse af fremskridt – ”Vidt ud i verden!”, som hvert vers slutter.

Livets symbol er foråret, der kalder naturen og menneskene ud af vinterens dvale, og det er med Johannes V. Jensens naturalistiske synsvinkel den samme drift, der er i naturens kredsløb: arternes udvikling, årstiderne, vejret – og i menneskelivet: generationernes skiften, sanserne, erotikken, længslen, rejsen…