Tom Kristensen som central skikkelse i den moderne danske litteratur Siden sin debut i 1920 med digtsamlingen Fribytterdrømme havde Tom Kristensen været en central skikkelse i den moderne danske litteratur – ikke bare som digter, men også som anmelder på Politiken og som oversætter af ny tysk- og engelsksproget litteratur. Og han var yderst aktiv i det københavnske bohemeliv bl.a. sammen med forfatteren Aksel Sandemose og tegneren Anton Hansen . I 1927-28 blev den hektiske aktivitet dog for meget for Tom Kristensen. Hans ægteskab gik i opløsning, han sagde jobbet op på Politiken, han stoppede drikkeriet og begyndte at tale for afholdssagen, og han tog fat på arbejdet med den store roman Hærværk , der udkom 1930.
Tom Kristensens ideal som proletar lod sig overskygge af hans sansende digtning I sit forsøg på at definere sig selv på ny knyttede Tom Kristensen sig umiddelbart til det ”bolsjevistiske” ideal om proletaren som det i sjæl og legeme rene menneske, der modstår den fordærvelige kapitalisme. Det blev aldrig nogen grundfæstet idé hos Tom Kristensen, for hans ærinde som digter var altid først og fremmest at lade sine egne sansninger, følelser og tanker forme til markante, velklingende sætninger.
Teksten er knap så rig på propaganda I Det er os, det er os er det da også mere sprogets rytme end dets propaganderende kraft, der springer i øjnene – ikke mindst hvis man sammenligner teksten med de rigtige ”arbejdersange”, der er medtaget i Højskolesangbogen. Det vi, der taler her, bliver aldrig konkretiseret. At det er et kor af tvangsarbejdere (slaver), der taler, bliver klart ved eksemplerne på de kulturelle storværker, de har skabt: pyramiderne (1,8), den kinesiske mur (2,7) og den romerske vej (3,3).
Når teksten taler i nutid, bliver det moderne samfunds arbejdere set som dem, der – takket være evnen til samarbejde – kan fuldende værket: ”og har rejst os til sidst” (4,5-8). Nu går arbejderne ”tidernes takt”, det er dem, der driver den teknologiske udvikling frem.
Melodien er skrevet af den erfarne komponist Bjarne Haahr Komponisten Bjarne Haahr var i en årrække seminarielærer, men levede de sidste mange år som komponist og foredragsholder. Han skriver selv:
”Jeg bliver tit spurgt om, hvordan jeg bærer mig ad med at lave en melodi til en tekst. Her gælder det i første omgang at finde en tekst, som kan tåle slid. Når den er valgt ud, læser jeg den igen og igen, mens jeg lader fingrene løbe over tangenterne. Hvis teksten fænger, kommer melodien til mig. Når den er der, spiller jeg den så mange gange, så jeg er sikker på, at jeg kan den udenad. Først da skriver jeg den ned. Og den skal da gerne afspejle den stemning og den tone, som er i digtet. Jeg synes netop, udtrykket: at “melodien kommer til mig”, er dækkende. Den kan ikke fremprovokeres – så vil den blive kunstig.”
Bjarne Haahr
Melodien understøtter tekstens rytme og fortælling Bjarne Haahr satte Det er os, det er os i musik i 1981. Melodien understreger tekstens rytme, hvor alle linjer er anapæster (to ubetonede plus en betonet stavelse) og altså ender med en trykstærk stavelse. Samtidig lader han fjerdedelstriolerne i takterne 3-4 og 7-8 pointere det seje slæb. Det understreges endvidere af den trinvise bas i takt 1 og 5-6 samt af afslutningen på dominantakkorden, der leder videre til næste arbejdsopgave.