Det er så køhnt, det er så dejle

Baggrund Året

Bonden og kromanden Karsten Thomsen fra Frøslev digtede på sin hjemegns dialekt og siges at være sønderjydernes digter. Det er så køhnt, det er så dejle skriver sig ind i Højskolesangbogen som en klassisk dansk forårsvise fra 1800-tallet, men rummer alligevel en fejring af modersmålet. Oluf Rings friske og dansende melodi har sikret sangen folkelig udbredelse.

Karsten Thomsens viser er skrevet på Frøslev-mål

I mange år var der to sønderjyske viser af Karsten Thomsen i Højskolesangbogen, nemlig Law Jens kom hjem (kendt som De wår en daw i høstens ti) som i dag er gledet ud og Vugg-Vihs (kendt som I Synnerjylland, dér er æ føjt). Begge er skrevet på det Frøslev-mål, Karsten Thomsen brugte.

Forårssangen blev optaget i Højskolesangbogen efter 2. verdenskrig

I 15. udgave af Højskolesangbogen kom der en tredje af Thomsens sange med, nemlig Ved forårstid eller som den er bedre kendt: Det er så køhnt, det er så dejle. Udvidelsen hang utvivlsomt sammen med, at Sprogforeningen i 1945 – inspireret af den kraftigt forøgede interesse for hele problemstillingen om Nord- og Sydslesvig efter befrielsen fra den nazistiske besættelse under 2. verdenskrig – udsendte et hæfte: Tolv sønderjyske Viser af Karsten Thomsen fra Frøslev.

Karsten Thomsen

Sønderjydernes digter levede under to slesvigske krige

Karsten Thomsen levede i den turbulente tid med de slesvigske krige 1848-50 og 1864. Han var bonde og kromand (han overtog både sine forældres gård og Frøslev Kro som 22-årig), men skrev også sange på sin hjemegns dialekt, og det på en sådan måde, at han har fået en ganske særlig niche som ”sønderjydernes digter”.

Det siges lokalt, at Karsten Thomsens indsats for det danske var medvirkende til, at Frøslev kom til Danmark ved Genforeningen 1920. Lige netop ved Frøslev slår grænsen et sving mod syd.

Karsten Thomsens vise er en klassisk forårssang

Karsten Thomsens vise står i de sange til foråret, Højskolesangbogen byder på. Her er jo, hvad der hører sig til i en klassisk dansk forårsvise fra 1800- tallet: Den svimlende blå himmel og solen der spejler sig i vandet; bøgen der springer ud og breder de grønne blade ud over mængden af blomster i skovbunden; fuglene der kvidrer og synger oppe i den vårlyse luft; pigen man er forelsket i, og som er så dejlig, at man kan blive aldeles væk i hendes øjnes skønhed. Jo, der er såmænd ikke den store forskel på en forårsskildring for 150 år siden og så i dag.

Modersmålet er det smukkeste af alt

Bortset fra lige netop det, der ikke er nævnt endnu; for i femte vers samler Karsten Thomsen det hele op. Alt det, han lige har nævnt, er vidunderligt. Men det smukkeste af det hele er dog sproget: ”Mit moersmål, din sång, hær dog den kønnest klång.” Og så er vi igen tilbage i den konkrete historie om Sønderjylland og kampen mellem dansk og tysk i 1800- tallets sidste halvdel.

Det er så køhnt, det er så dejle

1. Det er så køhnt, det er så dejle,
nær i den føhst forårsti'
e himmel sæ udbre'r så vi',
e sol så klar i'e vand sæ spejler
og lys og værremt strør
vos å e jord hernér,
ja, det er køhnt, ja det er dejle!

2. Det er så køhnt, det er så dejle,
nær i den føhst forårsti'
e bøg sin blaj udbrer så vi',
hvorunner små skovblommer frejle
står mell' e blaj og græjs
og lærre godt tefrejs
ja, det er ...

3. Det er så køhnt, det er så dejle,
nær i den føhst forårsti'
di små syngfowl er kommen hi,
og flagrend i e loft så glæjle
di synger med en lyst,
der smitter i vort bryst,
ja, det er ...

4. Det er så køhnt, det er så dejle,
nær i den føhst forårsti'
den pigh, jen frem for åll kan li',
hun sidder ved vos, og vi spejler
vos i hind øjens glans,
der rummer åll vor sans,
ja, det er ...

5. Ja, det er køhnt, det er så dejle,
nær i den føhst forårsti'
vi glæjes og beruses i
di toner, som forbi vos sejler.
Mit moersmål, din sång
hær dog den kønnest klång.
Ja, det er køhnt, ja det er dejle.

Ordforklaringer

1.5 værremt: varme

2.6 lærre godt tefrejs: lever veltilfreds

3.4 flagrend i e loft så glæjle: flagrende glade i luften

4.3 den pigh, jen fremfor åll kan li: den pige man allerbedst kan lide

Melodiens skiftende taktarter giver sangen en dansende rytme

Oluf Rings melodi blev skrevet til Sprogforeningens udgivelse i 1945. Det er en visemelodi med skiftende taktart: Tre fjerdedele og to fjerdedele. Det giver Ring mulighed for at lægge betoningen på forskellige steder i teksten. Således skulle man ligesom i første linje forvente, at der i tredje linje er tryk på fjerde og ottende stavelse (”e himmel sæ udbre´r så vi’”), men på grund af taktændring kommer trykket på anden og sjette stavelse (”e himmel sæ udbre´r så vi’”). Det giver sangen den friske og dansende rytme, der har været med til at sikre den stor udbredelse både som folkelig sang og i korudsættelser.