Paul La Cours Til de sejrende er et af syv digte skrevet under besættelsen Digtet står i Levende vande (Gyldendal 1946) i afsnit V. Samtlige digte i afsnittet er skrevet i perioden 1941-1945, mens Danmark var besat af tyske tropper. De syv digte har titlerne Fangerne, Kongerne, Prins Hamlet, De offentlige Bagvaskere, Ordet, Drømmeren og Til de Sejrende . I et billedsprog hentet fra kristne og nationale forestillinger tematiseres situationen fra besættelsens fangenskab til frihedsbudskabet fem år senere, og der kredses om svigt, tro og drøm om at genvinde det tabte menneskeværd.
Digtet formaner ydmyghed men også agtpågivenhed i freden Det sidste digt Til de Sejrende er på otte vers, men i Højskolesangbogen er der kun medtaget fem, idet vers 4, 6 og 7 er udeladt. Begrundelsen for titlen ligger i vers 4, hvor der stilles skarpt på ”den sejrende”, der har erkendt, at den jublende glæde over friheden ikke kan stå alene. Digtet er en formaning om at være ydmyg over for den fred, der nu kommer. Er det en frihed, som nu er vundet – eller er det retten til at modtage denne frihed? Paul la Cour mener det sidste.
Samtidig med ydmygheden manes der til agtpågivenhed. I de to udeladte vers (6 og 7) skriver Paul la Cour om kampen, som kan sammenlignes med en nihovedet drage. Kampen er ikke vundet, for ufriheden lurer nifold.
Med befrielsen følger ansvar og en forpligtelse til fortsat kamp for friheden Derfor er der ikke bare glæde over sejren, men en formaning til fortsat kamp for friheden: ”Forude venter en skabelseskamp. Velmødt i hverdagens strid”. Smerten, rastløsheden og længslen er det, der følger med befrielsen. Med den følger en forpligtelse og et ansvar.
Digtningen spiller en væsentlig rolle for den indre kamp i os alle Som altid hos Paul la Cour drejer det sig nemlig om mere end den rent ydre politiske kamp. I et foredrag i 1944, Poesiens Midler og Maal , formulerede han sin forståelse af de historiske begivenheder: ”Det er maaske vor vældigste Erfaring, at de rystelser, som staar paa, ikke kan nedskrives til at være en kamp mellem Stater eller Systemer, men at de er en kamp inden i os, i os alle, inde paa Menneskets indre Skueplads, for at finde Vækstbetingelser for en Kultur, der kan rumme hele Mennesket.”
I denne kulturkamp spiller digtningen en væsentlig rolle, og derfor kan den kommende kamp betegnes som en ”skabelseskamp” mod ”renere menneskehvælv”. Dette budskab udfoldes i la Cours berømte poetik Fragmenter af en dagbog , som han udgav i 1948.
Det metrisk uregelmæssige digt er sangbart i kraft af Eyvind Lenders melodi En første indskydelse kunne være, at dette digt måske stod sig bedre ved at blive læst i stedet for at blive sunget. Den meget uregelmæssige metrik kræver årvågenhed og konduite fra sangerne i et omfang, der let kan stille sig i vejen for selve oplevelsen af teksten. Men nu er komponisten Eyvind Lender kommet med et bud godt 40 år efter tekstens tilblivelse, og med god vilje lader sangen sig da også realisere.
Den dystre melodi opblødes undervejs og er således en syntese af det kendte og det moderne Digtets dystre stemning (på trods af sejrsbudskabet) understreges af valget af toneart: d-mol. Men flere faktorer er med til at opbløde og pege i den anden retning: Fraværet af ledetone i takt 3 og 7 – synkoperne i linjeafslutningerne i takt 2, 6, 10 og 14 – og Lenders harmonisering, der indimellem overrasker og bevæger sig ud over det forventelige, fx i takt 8, 11, 12, 14 og 16.
Traditionen holdes dog også i hævd: Formen er den urgamle barform A-A-B, og det overordnede harmoniske forløb genkendes også: d-mol i A-stykkerne, mens B-stykket åbner i paralleltonearten F-dur for til sidst at lægge sig til hvile i d-mol. Altså en syntese af noget gammelkendt og noget mere modernistisk.