Du gav os de blomster, som lyste imod os

Baggrund Danmark

Helge Rode har skrevet et hyldestdigt, der henvender sig direkte til fædrelandet - Danmark. Sangen bærer præg af den nationalromantiske strømning i dansk kunst og digtning fra starten af 1800-tallet. Otto Mortensens smukke melodi skaber en fortrolig stemning i henvendelsen fra "os" til det "du", som er Danmark.

Teksten er en hyldest til Danmark

Uden titlen Danmark giver Helge Rodes digt ikke mening, for hvem er så det ”du”, teksten henvender sig til? Men med digttitlen in mente giver udtrykket ”Du gav os” i første linje af hvert af de fem vers en betydning, der peger på forholdet mellem nationen og dets indbyggere. I allersidste linje nævnes ordet ”hymne”, og det er netop det, denne tekst er. En hymne er en lovsang, en hyldest til en instans der er større end det enkelte menneske, og derfor er en højstemt sprogtone karakteristisk for genren. Med sin smukke, enkle mol-melodi dæmper Otto Mortensen tekstens højtidelighed og gør den snarere til en fortrolig henvendelse fra ”os” til ”du”.

Den tradition, som Helge Rode skriver ind i her, er naturligvis fædrelandssangen, der har sin rod i 1800-tallets nationalromantiske digtning. Danmark blev trykt i digtsamlingen Ariel, som udkom 1914. Der er fem vers à seks ret lange linjer med krydsrim, hvis roligt vuggende rytme skabes af linjernes daktyler (se melodibeskrivelsen).

Naturens fænomener ses som et tegn på en højere orden

De fem vers har hver sit emne, som billedliggøres og fortolkes vers for vers: engene og søerne med deres blomster, de dyrkede og afgræssede marker, de dybe skove, himlen om dagen og om natten, havene og strandene. Digtets ”vi” udtrykker en taknemmelighed over alle de oplevelser, som fædrelandet har givet os – oplevelser, der er baseret på en umiddelbar glæde ved naturen, men som kan fortolkes som eksistentielle erkendelser. Helge Rode er rundet af 1890’ernes symbolistiske digtning, hvor naturens fænomener i lyset af en idealistisk livsanskuelse ses som tegn på en højere orden. Det er en imødekommende natur, som i første vers, hvor blomster og enge og åkander tager imod os, ”dengang vi var små” (1.2).

Du gav os de blomster, som lyste imod os

1. Du gav os de blomster, som lyste imod os,
med alfelet skønhed, dengang vi var små,
de brogede enge var gode imod os,
vi løb efter røde og standsed ved blå,
og åkandens hellige hvidhed forstod os
og åbned sin løndom, imedens vi så.

2. Du gav os de marker så bølgende brede,
hvor kornakset modnes og gyldnes af sol,
hvor kløveren dufter af sommer og hede
så sundt som vort brød og så sødt som viol,
hvor lærken ved morgen går op fra sin rede
og melder til skyen, at gårdhanen gol.

3. Du gav os de skove så dybe og svale
med solspættet skygge, med hulvej og skjul,
hvor hverdag er højtid, og tavshed er tale
fra løvspring i maj, til oktober står gul.
På lønlige stier, i hvælvede sale
vi fejred sankthans og den hvidklædte jul.

4. Du gav os den himmel, hvor skyerne iler
til leg og til kamp under vindenes råb,
til atter i ro og i højhed den smiler,
lyksalig og genfødt af strålernes dåb,
og natten, den lyse, hvor dagen kun hviler
med halvåbne øjne, urolig af håb.

5. Du gav os de vandrende, vældige vande,
vor vej og vort værn hedder: komme og gå,
og bølgerne togter langs skrænter og strande,
så sorte som graven, som himlen så blå,
og fletter en evighedskrans om din pande
og bruser din hymne: Lad Danmark bestå!

Teksten lægger sig op ad traditionen - ikke virkeligheden

Karakteristisk for genren er den bredt generaliserende skildring, og idyllisk smuk er den danske natur, der beskrives her. Men hvor er den forblæste vestkyst, hederne og moserne, stormene og regnbygerne? I betragtning af, at teksten er skrevet 1914 – i industrialiseringens tid - kan man undre sig over, at byerne, jernbanerne, fabrikkerne og butikkerne er udeladt i dette danmarksbillede. Det er traditionen for, hvad en fædrelandssang skal indeholde, Helge Rode lægger sin tekst op ad - ikke de faktiske forhold i samtidens Danmark.

Ordforklaringer

1.6 løndom: hemmelighed

5.3 togter: drager afsted

Otto Mortensen har komponeret den smukke melodi

Den smukke mol-melodi er komponeret af Otto Mortensen (1907-86) og udfolder sig som en AA’B-form, en tillempet barform.

Den anden periodes variation af den første er subtil. Hvor den første periode (takt 1-4) afrundes af en frygisk kadence – kendetegnet ved yderstemmernes trinvise bevægelser væk fra hinanden til hver deres G, dominantens grundtone – afrundes den anden periode (takt 5-8) af en skuffende kadence: I stedet for den forventede c-molakkord høres under tonen C en As-durakkord, der gennem sin forlængelse ind i starten af den følgende takt skaber en opbremsning af det harmoniske flow. ”Vi standsed ved blå,” siger teksten i første vers, og musikkens dvælen ved As-durakkorden illustrerer denne standsning. Den sidste periode (takt 9-12) starter i et dybere toneleje, men løfter sig opad og citerer ved slutningen (takt 11) melodiens start.

Klaverakkompagnementet afspejler melodiens rytme

Melodien giver over alt stof til Melodibogens klaverledsagelse: Dens mange daktyler (betonede fjerdedele efterfulgt af ubetonede ottendedelspar) omvendes rytmisk i klaverledsagelsens bevægelser fra betonede ottendedelspar til ubetonede fjerdedele – bl.a. i første halvdel af takt 2 og takt 4.