Man skal turde gå sin egen vej
Budskabet i sangen er, at man skal passe på med at lade sig hegne ind i kasser - som Jens Rosendal selv udtrykker det. Dermed er han også tilbage ved det oprindelige oplæg til sangen, nemlig hvad han vil sige til unge mennesker lige nu:
”Det er ikke sikkert, du kan blive i det sikre, hvor du var i første omgang. Måske ligger det rigtige for dig et helt andet sted"
Man bør, ifølge Jens Rosendal, aldrig stoppe sin søgen, uanset hvor i livet man er. Dermed har sangen også referencer til Jens Rosendals egen livskamp om kærligheden og hans erkendelse af at være homoseksuel. Andre kender ikke svaret for den enkelte – det skal erfares personligt. Men højskolen kan sætte rammer op, der gør, at unge mennesker tør gå en anden vej end den gængse.
Sangen blev Jens Rosendals afgangsreplik
Sangen er en af de sidste bestillingsopgaver, Jens Rosendal tog ind, før han i 2018 indstillede turnélivet og gik på pension i en alder af 86 år. Den havde præmiere i Helle Solvangs radioprogram på P2 Vis mig din sang, skat og blev således en slags replik fra digteren, der brugte mange år på at finde sin egen sandhed og lade den komme til live.