Et hav, der vugger sig til ro nu

Baggrund Aften

Juliane Preislers digt indfanger solnedgangsstemningen, og med den smukke melodi af Matti Borg bliver sangen næsten magisk. Teksten rummer i hvert vers en farvesammensætning - orangerød, lillalyserød og sommernatteblå, der skaber et farverigt indtryk af sammensmeltningen mellem menneske, natur og kosmos.

Juliane Preislers eksperimenterende forfatterskab

Juliane Preisler debuterede som lyriker med digtsamlingen Uden (1983). Året efter udgav hun en ny samling digte, Ind, og hun erhvervede Klaus Rifbjergs Debutantpris for Lyrikere. Men i 1984 kom også hendes første prosaudgivelse, nemlig novellesamlingen Standset aften. Her slås hendes særpræg som form- eksperimenterende forfatter fast i en række prosastykker, hvor de fortællende forløb sættes i stå.

Hun eksperimenterer gennem hele sit forfatterskab med de traditionelle genrer og har også senere prøvet kræfter med mere populære former som gysergenren (Dyr 1992, forlæg for Susanne Biers film Sekten (1997)) og den historiske roman (Kysse-Marie (1994), der tager den litterært berømte Marie Grubbe op endnu en gang. Hun har i sit udgangspunkt slægtskab med 1980’ernes lyrikere, men hun foregriber med sine eksperimenterende noveller og romaner 1990’ernes prosagennembrud.

Poesi kan ikke forstås med fornuften

Juliane Preisler er mag.art. i litteraturvidenskab, men afviser som digter en fornuftsmæssig begribelse af poesien, som hun hævder er ”skabt af følelsesmæssig forvirring og momentan sindssyge”.

Digtet sammensmelter menneske, natur og kosmos

Et hav der vugger sig til ro nu er en af 22 sange, som blev indspillet i 2000 på cd’en Lykkedag. Her har den titlen Aften, og den griber i et lille forløb en solnedgangsstemning, der åbner for sammensmeltning mellem menneske, natur og kosmos. Sangen formidler en oplevelse af et nu og søger i enkeltstående billeder at gribe hvilke forandringer, der foregår med naturen og med menneskene, der i fælles lyttende åbenhed gradvis forenes – med hinanden, med naturen og med stjernerne. Øjeblikket skildres som magisk, udtrykt ved sanselige farvesammensætninger, ”orangerød”, ”lillalyserød”, ”sommernatteblå”, og bevægelsen frem mod stilstand formidles i parallelle ufuldstændige sætninger, hvad der sammen med ordvalget understreger fraværet af handling.

En lykketilstand af åbenhed og livsfylde

Juliane Preisler arbejder i sit øvrige forfatterskab med vekselvirkningen mellem det lukkede og det åbne. Her udtrykkes i en enkel og kort form en lykketilstand af åbenhed og livsfylde.

Digtets vers følger samme skabelon

Digtets tre vers følger samme skabelon. Der er ikke noget fast metrum – og dog: de fire første linjer er præget af optakts-metrum (jambisk: da-dum-da-dum-da-dum-... ”et hav der vugger sig til ro nu”), mens femte linje modsat er trokæisk (dum-da-dum-da-dum-da ... ”mens vi holder hænder”).

Naturscenerier afløses af aktiviteter

Også indholdsmæssigt adskiller de fire første linjer sig fra linje fem, idet de fire første linjer udpeger det natursceneri, som ”vi” oplever og udfolder os i. Femte linje danner kontrast til de fire første ved at beskrive den aktivitet, som ”vi” udfolder i natursceneriet (”holder hænder”, ”lytter bølger”, ”fanger stjerner”).

Få klaverspil til fællessangen

Højskolerne har udgivet klaverakkompagnementer til Højskolesangbogen for børn. De er tilgængelige på diverse streamingtjenester (Spotify, iTunes og andre online tjenester)

Stream akkompagnementerne

God fornøjelse!

Melodien tilfører digtet en ekstra dimension

Komponisten Matti Borg følger digtets formelle opbygning, men tilføjer ekstra betydning med musikalske virkemidler. Allerede i første linje understreger han det gentagede ”nu” ved at betone dét, der i en oplæsning af digtet er ubetonet - og gøre det langt. Det samme gør han med de andre gentagne ord ”magi” og ”vi”. Især sidste linjes ”vi” bliver fremhævet. Hvor ordet ved oplæsning af digtet er ubetonet, betoner melodien det ved både det store spring op på ordet og ved at gøre det langt. På den måde bliver ”vi” ved musikkens hjælp fremhævet og er med til at sætte de to oplevende og deres magiske samvær i centrum i den natur, som ellers fylder det meste af digtet.