Fædreneland! ved den bølgende strand

Baggrund Danmark

Under treårskrigen skrev Grundtvig denne tekst som et trøstedigt til fædrelandet. Kampen om Slesvig-Holsten skabte en ulykkelig situation, og fjenden var både det tyske folk og nationalismen i sig selv. Som sangen skrider frem, breder håbet sig i teksten, og Nutzhorns roligt fremadskridende melodi underbygger Grundtvigs tro på Danmarks lykke.

Teksten kan give anledning til en misforståelse

Denne tekst kan let give anledning til en misforståelse: at Grundtvig skulle være nationalist, og at Vorherre for ham er en lokal stammegud! Men så simpelt er det ikke.

Grundtvig skrev et trøstedigt til sit fædreland

Sangen er et trøstedigt til fædrelandet og dermed til folket i en ulykkelig situation, hvor der er udbrudt krig inden for nationens grænser. Hvem er så fjenden? Tyskerne? Formelt set ja – men den reelle fjende er nationalismen. Den tyske og den danske nationalisme der vil indlemme det udelte Slesvig-Holsten i henholdsvis Det tyske Forbund og i Kongeriget Danmark.

N.F.S. Grundtvig

Digtet blev udgivet under treårskrigen

Digtet stod i tidsskriftet Danskeren i maj 1848. Krigen var brudt ud i foråret, og oprørerne havde vundet de første slag og besat store dele af Jylland. Grundtvig er imidlertid sikker på, at når Gud har skabt både et dansk og et tysk folk, så har han en mening med det.

”Lad kun lovsang afløse din klage! Thi end lever den gamle af dage!”

Grundtvig

En forudsigelse af den nuværende grænse mellem Danmark og Tyskland

7. juni skriver Grundtvig i Danskeren en artikel om, hvordan forholdene bør ordnes i Slesvig-Holsten, når tiden bliver til det. For Grundtvig selv går grænsen ved Dannevirke, men han skriver noget spændende:

”(jeg) maa atter her pege paa Flensborg, som Ligevægts-Stedet, hvor Tungen staar stille, og hvor Dansk og Tydsk, ligesom Sø og Land, trækker omtrent lige stærkt”.

Grundtvig

Der skulle dog gå 70 år, før den tanke vandt genklang.

Håber træder mere og mere frem i løbet af sangen

Digtet indledes med et modsætningsfyldt billede af fædrelandet, der sidder som et sorgfuldt menneske i maj måneds livsbekræftende skønhed. Også de næste to vers starter med at slå den triste stemning an, før håbet forkyndes. I vers fire-seks er det dog håbet, der er det bærende. Slutverset runder af med at sætte tiden og håbet i perspektiv: Vel er fædrelandet på afgrundens rand, men hos Gud ligger det gemt, at det skal vedblive at blomstre.

Fædreneland! ved den bølgende strand

1. Fædreneland!
ved den bølgede strand,
i den majgrønne lund,
ved det dejlige sund,
af de syngende vover omskyllet,
sidder bleg du i sorgen indhyllet;
dog for dig er det bedste tilbage,
thi end lever den gamle af dage!

2. Sort ser det ud,
men almægtig er Gud,
dine fjender til lands
er og fjenderne hans,
de er fjender ad sandhed og retten,
de er fjender ad kærlighedsætten,
de har alle det værste tilbage,
thi end lever den gamle af dage!

3. Måne og sol
sidde løs på en stol,
som et lagen det går
under alt, hvad består,
dog din ven sidder fast i det høje,
over dig våger forsynets øje!
lad kun lovsang afløse din klage!
thi end lever den gamle af dage!

4. Højt over sol
på sin konningestol,
om end skyerne brast,
sidder kærlig og fast
han, som vogtede Danmark så længe,
end hans bue har klangfulde strenge,
og hans bue slår aldrig tilbage,
tro som guld er den gamle af dage!

5. Muldjord i bryst
ser den høje med lyst:
dér kan solstrålen bo,
dér kan himmelbyg gro;
han, som hører, når muldjorden sukker,
den med perlende tårer bedugger,
med den trøst kommer troen tilbage,
at end lever den gamle af dage!

6. Fuglenes røst
spår om dannemænds høst,
under mundharpeklang
og småpigernes sang
lykken vendes som skibet på voven,
lykken vendes som bladet i skoven,
til den lykke man aldrig så mage,
så end lever den gamle af dage!

7. Fædreneland!
som på afgrundens rand,
midt i bølgerne blå
skal du blomstrende stå,
med din maj og med dine kærminder,
som en mø med letrødmende kinder;
du endnu har det bedste tilbage,
det lå gemt hos den gamle af dage!

Ordforklaringer

1.5 vover: bølger

1.8 den gamle af dage: Gud (jf. Dan. 7,13)

2.6 kærlighedsætten: æt = slægt, her det danske folk

3.2 løse på stol: himmellegemernes bevægelser i modsætning til Guds uforanderlighed

4.2 konningestol: trone

7.5 kærminder: forglemmigejer

Nutzhorns skrev hele to melodier til sangen

Heinrich Nutzhorn, som var højskolelærer i et halvt hundrede år, først på Rødding senere på Askov, har skrevet hele to melodier til sangen. Fra 1863 stammer den mest brugte, der med sin marchagtige rytme og rolige fremadskriden underbygger Grundtvigs tro på Danmarks lykke.

Laub forsøgte sig med en melodi, men den slog aldrig igennem

Thomas Laubs melodi fra 1919, som fremkom i Folkehøjskolens melodibog 1922 (og fortsatte som b-melodi indtil 9. udgave), har aldrig kunnet gøre den rangen stridig.