Det europæiske forår varslede forandringer
”Folkeligt skal alt nu være / trindt om land fra top til tå, / noget nyt der er i gære, /det selv tosser kan forstå.”
Sådan indledte Grundtvig sit digt Folkeligheden, der kom i tidsskriftet Danskeren i august 1848. Det nye, der var i gærde, var det europæiske forår med folkelige krav om frie forfatninger rundt i Europa. Således også i Danmark, hvor Grundtvig, i et par forsøg, blev valgt til den grundlovgivende forsamling. Det var en periode, hvor demokrati og nationalstat, tæt omslynget, brød igennem som et skelsættende nybrud. Det rejste mange spørgsmål, og et af dem var, hvad der skulle kitte den nye demokratiske nationalstat sammen.
Grundtvigs svar var folkelighed
Grundtvigs overordnede svar var folkelighed. At der i det danske folk dannedes en stærk forestilling om at høre sammen – en fælles folkeånd. Det danske sprog og den danske historie var helt afgørende, og den folkelige oplysning skulle være det salt, der skulle virke og danne bevidstheden derom. Derfor skulle der rejses ”danske skoler splinterny”.
Ideen om højskolerne havde Grundtvig fået i forbindelse med oprettelsen af De Rådgivende Stænderforsamlinger i 1830’erne. Ræsonnementet var, at hvis folket skulle rådgive kongen, og embedsstanden skulle forstå folket, så var der brug for folkelig oplysning.
Hvad er folkelighed?
I vers to spørges der til, hvad folk er for en størrelse, og hvad folkelighed egentlig betyder. Et ret nærliggende spørgsmål at stille, knapt et halvt år henne i Treårskrigen, der jo netop handlede om slesvig-holstenernes tilknytning til enten Danmark eller Det Tyske Forbund.
Den politiske og kultuelle forståelse
Efter en kort fabuleren over begreberne lyder det i vers fire: ”Til et Folk de alle høre, / som sig regne selv dertil”, og der forsættes: ”har for modersmålet øre, / har for fædrelandet ild”. For Grundtvig har det ene nok naturligt forudsat det andet. Det interessante er dog, at der gives udtryk for to forskellige opfattelser af det folkelige eller det nationale, der stadig er aktuelle. Henholdsvis en politisk forståelse, hvor det er den aktuelle indstilling og deltagelse, det kommer an på og den kulturelle forståelse, hvor det er sprog, historie og kulturel tilknytning i bred forstand, der er afgørende. Det er den sidste forståelse, man oftest møder hos Grundtvig, om end han ofte citeres for den første.
