Grundtvig gendigtede Davidssalmer
Ved 300-års jubilæet for reformationens indførelse i Danmark, 30. oktober 1836, offentliggjorde Grundtvig otte salmer i Nordisk Kirke-Tidende. Af de otte salmer er de fem ”Davids-Psalmer, frit eftersungne (dvs. gendigtede) med Øie paa Livet i det Nærværende”.
Den første af de otte er Giv mig, Gud, en Salmetunge, der i Sang-Værk til den danske Kirke har fodnoten: ”Efter den 92de Davids- Psalme”.
Grundtvigs salmetekst er meget nær sit gammeltestamentlige forbillede med anråbelsen af Vorherre om at få evner og kræfter til lovsange; derfor står den først i heftet.
Gud tager vare på os
Det er en salme om Vorherre, som er større og stærkere end os selv. Om at Gud med sin kraft og godhed tager vare på os, så vi klarer os - selv ”i det fri, hvor storme suse” og i alderdommen, som ved et Guds under sætter frugt (ligesom Abraham og Sara, 1 Mos 18,13-14).
Menneskets tale er dets kendetegn
Fuglene kan synge og vise liv, men med tungen kan mennesket udtrykke et åndeligt liv og gennem sang lovprise Gud. For Grundtvig viste kristendommen sig i menigheden, som samledes om dåb og nadver og udtrykte sig i salmesangen.
Grundtvig udtrykker sine egne visioner
Grundtvig så sig selv som digter ligesom David og kendte til at få inspiration og kraft af det guddommelige. Med gendigtningen af Davids salmer kunne han udtrykke både Davids og sine egne visioner.
Vers 7 blev nyskrevet til 2. udgave af Sang- Værk fra 1868. Den oprindelige vers lød: ”Fjender styrter, før de rave,/ Glade over deres grave/ høre vi dit ord …”. I den ændrede vers 7 viser digteren sprogligt det hvide i sne og hårfarve med de mange i’er.
