Greensleeves

Baggrund Kærlighed

Sangen er en engelsk skillingsvise fra Elizabeth 1.'s tid. Det er den mest udbredte engelske renæssancesang, og der findes utallige indspilninger af den. I sangen gør fortælleren kur til den kvinde, han er forelsket i, men uanset hvad han gør, afviser hun ham. Visens sangbarhed er utvivlsomt en del af forklaringen på melodiens udbredelse og overlevelsesevne.

Sangen er en skillingsvise

Greensleeves er en engelsk skillingsvise fra Elizabeth 1.’s tid, dvs. en sang, som blev sunget og solgt på gaden. Der gjaldt den regel, at en vise kun måtte sælges af den, der havde indregistreret den. Men Greensleeves er indregistreret af flere personer som en ny vise på en ny melodi i London i 1580.

Shakespeare omtaler visen

De originale tekster ved registreringerne er gået tabt, men der findes en version med 18 vers i en visebog fra 1584 udgivet af en af dem, der havde indregistreret visen i 1580.
Den blev hurtigt populær og er bl.a. omtalt to gange i Shakespeares skuespil De lystige koner i Windsor fra 1602.

Greensleves er den mest udbredte engelske renæssancesang

Der er mange myter om Greensleeves, og de fleste er opspind. Den kendteste er, at Henry 8. skrev den til Anne Boleyn, og selv om myten for længst er modbevist, har forfatterne til den populære tv-serie, The Tudors, udsendt 2007-2010, alligevel indskrevet i et afsnit, at Henrik 8. sidder og digter visen. Greensleeves er den mest udbredte engelske renæssancesang i dag, og der findes en stort antal indspilninger med forskellige variationer i teksten.

Greensleves

1. Alas, my Love! you do me wrong
To cast me off discourteously,
And I have loved you so long,
Delighting in your company.

Greensleeves was all my joy,
Greensleeves was my delight,
Greensleeves was my heart of gold,
And who but my Lady Greensleeves.

2. I have been ready at your hand,
to grant whatever you could crave.
I have both wagered life and land,
your love and goodwill for to have.

Greensleeves was all my joy …

3. Thou couldst desire no earthly thing
But still thou hadst it readily;
Thy music still to play and sing,
And yet thou wouldst not love me.

Greensleeves was all my joy …

4. Greensleeves now farewell, adieu;
God I pray to prosper three;
For I am still thy lover true,
Come once again and love me.

Greensleeves was all my joy …

Ordforklaringer

1.1 Alas: ak, Ye: you
1.2 Cast me off: afvise mig, Discourteously: uhøfligt
2.2 Crave: hige eller sukke efter
2.3 Wagered: satset
3.1 Thou: you
3.2 Readily: villigt eller gerne
3.4 Yet: alligevel
4.2 Prosper: give fremgang eller velstand, Thee: dig

Fortælleren gør kur til en kvinde

Mærkeligt nok er de fleste udgaver sunget af kvinder, for i sangen er fortælleren en mand. Han synger historien om sin forelskelse i en kvinde, hvor han gør sig de største anstrengelser for at vinde hendes gunst, men uanset, hvad han forærer hende eller foretager sig, så afviser hun ham.

Skildringen stammer fra overklassen. Den samlede værdi af gaverne var på den tid meget høj, og det, at kvinden afviste ham, sandsynliggør, at også hun kom fra gode kår. Begge må have været adelige, eftersom nogle af gaverne var genstande forbeholdt adelen.

Den originale vise har 18 vers

Den originale skillingsvise har 18 vers, som alle efterfølges af omkvædet. De to første vers introducerer temaet, hvor fortælleren siger, at han har satset alt for at få den skønne Lady Greensleeves til at elske sig. Så følger 12 vers, hvor fortælleren opremser alle sine gaver og velgerninger. Så følger tre vers, som opsummerer fortællerens ofre og alle ender med variationer af ”og alligevel vil du ikke elske mig”.

I sidste vers byder fortælleren Greensleeves farvel og beder Gud om at give hende fremgang, mens han for sit vedkommende lover at være hende evigt tro og stadigvæk håber, at hun en gang vil komme og elske ham.

Greensleves spillet på lut.

Melodien bevæger sig frem og tilbage i dur og mol

Melodien findes i gamle noder for lut. Der findes bl.a. et manuskript i Trinity College, Dublin, fra ca. år 1600 for solo lut. Melodien følger en sydeuropæisk tradition, som kom til England i anden halvdel af 1500-tallet. Melodien er i kirketonearten dorisk (der kan spilles på klaverets hvide tangenter med udgangspunkt i tonen D).

Akkompagnementet til verset er i mol og understreger sangerens sorg, mens omkvædets akkompagnement begynder i dur, hvor han beskriver glæden over, at hans følelser indledningsvist blev gengældt, men ender i mol, da hun forlader ham. Dens sangbarhed er utvivlsomt en del af forklaringen på melodiens udbredelse og overlevelsesevne, og at melodien passer godt til dans, er også tydeligt.