Salmen er udgivet da Simon Grotrian sprang ud som salmedigter Salmen stammer oprindeligt fra udgivelsen Jordens salt og verdens lys fra 2006, hvormed den allerede anerkendte lyriker Simon Grotrian sprang ud som salmedigter.
Grotrians sprogbrug er bevidst uudgrundelig Grotrian er helt unik blandt salmedigterne med et særpræget og eksplosivt nyskabende sprog, der for nogle vil gøre salmerne vanskeligt tilgængelige. Hvor de gamle salmer imidlertid kan være svære at forstå på grund af århundreders sproglig afstand, så er Grotrians salmer bevidst uudgrundelige, ”fordi vi aldrig kan komme omkring Gud med vores sprog”, som Grotrian selv har udtrykt det. ”Det ikke at ville udgrunde alting er en måde at være barn på,” har han sagt et andet sted, og derved kommer hans sprogbrug til i sig selv at rumme en væsentlig, teologisk og poetisk pointe.
Den enkeltes ensomhed udvides i hvert vers Nærværende salme er i overvejende grad henvendt til det syngende ”du”, men den enkeltes ensomhed udvides i hvert vers: ”ene er vi flere” (vers et), ”flere end du selv” [har grædt] (vers to), englene ler med (vers tre), og med stafetten bliver man en i en række af mange (vers fire).
Grotrian maler billeder med ord der holder salmen i en fast struktur Med forskellige billeder holdes salmen sammen i en fast struktur af hver vers’ gentagne indledning: ”Guds nåde/rige/øje/kærlighed er…”. Grotrians tekst kommer omkring mange forskellige motiver: nåde, fastetid, bøn, Guds rige, håb, Guds åsyn og dåben. Hans salmer rummer i øvrigt sjældent egentligt kronologisk eller fortællende forløb, og de kan derfor læses som enkeltvers, som enkelte linjer eller som enkelte ord. Der males billeder med ord, ofte helt nyopfundne, sammensatte ord, og Grotrians salmer rummer mange fortættede erfaringer, tanker og følelser. Man bliver aldrig helt færdig med hans ord.