Han kommer med sommer

Baggrund Året

Jeppe Aakjærs forårssang Han kommer med sommer er skrevet i 1912 og senere udgivet i digtsamlingen Vejr og Vind og Folkesind. Digtet hylder Storken som billede på sommerens komme - i dag har intensiv udnyttelse af jorden fortrængt den langbenede fugl. Thorvald Aagaards durmelodi underbygger det højstemte i teksten.

Digtet er med i digtsamlingen Vejr og Vind og Folkesind

Denne sang om storken er skrevet 4. marts 1912 og trykt i foreningen Svalens årsberetning samme år, og i 1916 er den med i digtsamlingen Vejr og Vind og Folkesind.

Storken er fortrængt fra Danmark

I Jeppe Aakjærs barndom var der mange storke, men intensiv udnyttelse af jorden har fortrængt den, så vi nu kun har enkelte som gæster. En udvikling som Aakjær uden tvivl ville have beklaget, hvis han havde levet i dag. Han slutter jo digtet med opfordring til at ”værne den solkære fugl”, en opfordring vi ikke har fulgt op.

Sangen oser af poesi

Sangen ligefrem oser af poesi. Et enkelt eksempel blandt mange: ”Du søger din føde til leernes klang, og høduften følger din higende gang langs alle de åer i Danmark”.

Jeppe Aakjær

Jeppe Aakjær var både poetisk digter og samfundsrevser

Ud over at være en lyrisk og poetisk digter var Jeppe Aakjær også en ivrig agitator og samfundsrevser. Det samfundskritiske kom mest frem i hans prosa, men i 17. udgave af Højskolesangbogen var der medtaget et par eksempler på hans sociale kampsange: Råbet stiger i morg’nens skær med omkvædet ”Kommer I snart, I husmænd” og Her kommer fra dybet den mørke armé, der blev brugt som indledning til hans roman Vredens Børn. I den nyeste udgave af Højskolesangbogen møder vi ham kun som stilfærdig lyriker og idylliker.

Han kommer med sommer

1. Han kommer med sommer, han kommer med sol
til kløver og nikkende hvener.
Mens pigen hun sømmer sin blommede kjol'
i læ af de røde syrener,
han sænker sig ned på det mossede tag
og knebrer fra reden den udslagne dag
en højsommervise om Danmark.

2. Og børnene stirrer fra tærsklen didop,
hvor løget på mønningen nikker,
og oldingen ranker sin krogede krop
i stuen, hvor slagværket dikker;
og minderne dugger, og læberne be'r,
og børnene pludrer og peger og ler:
"Se storken er kommen til Danmark"!

3. Velsignede fugl uden høgenes klør,
med ørnenes mægtige vinge,
du dukker dig helst mellem græssende kø'r,
kun hygge og fred vil du bringe,
du følger i furen vor bonde så nær
og nikker som han, mens af rugen det drær
med løfte om høst over Danmark.

4. Hvor engblommen lyser langs åløbets bred,
du skridter så langt gennem engen;
med halsen i bugt og med øjet på sned
du titter til pigen og drengen.
Du søger din føde til leernes klang,
og høduften følger din higende gang
langs alle de åer i Danmark.

5. Så lad os da værne den solkære fugl,
der pynter vor vang og vort vænge,
der ruger sit kuld i det ormstukne hjul
til vejrs på den mossede længe.
Hans yngel skal trives i regn og i sol,
hans rede beskyttes som hjemmets symbol,
mens sagnene lever om Danmark!

Ordforklaringer

1.2 hvener: græsser

2.2 mønningen: tagrygningen

2.4 slagværket: stueuret

3.6 drær: (om rugens blomstring), ved vindens hjælp føres blomsterstøvet fra plante til plante.

Thorvald Aagards durmelodi understreger det højstemte i teksten

Thorvald Aagaards durmelodi er i aab-form med samme rytme hele vejen igennem. I begyndelsen af b-afsnittet drejer melodien mod mol gennem nedadgående sekvenser for til slut at stige trinvis opad gennem de to sidste takter inden afrundingen. Det understreger det højstemte i slutlinjen af samtlige vers.