Visen er fra 1968
Visen stammer fra 1968, hippiernes år hvor der var ungdomsoprør, studenteroprør og demonstrationer i alle de vestlige hovedstæder. I de foregående ti år havde stadig større grupper af unge fået en højere uddannelse, og der var fuld beskæftigelse og adgang til alle goder. Men gamle tanker og gamle mænd herskede alligevel – atomoprustning, Sovjets undertrykkelse af Østeuropa, USA’s krig i Vietnam, forsøget på at udvide EF. Det gik de unge i protest imod, fordi de ønskede at leve her og nu.
Oprørskhed og visedigtning
1960’erne var også det årti, hvor unge mennesker lærte sig at spille guitar og synge selv. De genopdagede de gamle viser – og skrev selv nye om, at nu må der ske noget, nu må vi tage ansvaret for os selv og vores liv. Den finlands-svenske dramatiker og teatermand Bengt Ahlfors havde held med at kombinere oprørskheden, visedigtningen og livslysten i visen Har du visor, min vän fra forestillingen Planket (planken).
I morgen er det måske for sent
Har du visor, min vän foreslår os at tage til orde. Man skal ikke gå og gemme på det, man har på hjerte, for i morgen er det måske for sent. ”For sent” var et centralt begreb dengang. Ingen vidste, hvornår atomkrigen kom, eller hvornår unge mænd blev sendt i krig langt borte.
Kærligheden er her og nu
Kærligheden er også her og nu. Man skal turde tage initiativet, vove at stå ved sin længsel. Der er ikke så meget at snakke om. At digte, synge og elske er det vigtigste ved at leve, og det er lige nu. Man skal omsætte sine drømme og sine ønsker til virkelighed og ikke gå og vente på en fremtid, der måske aldrig kommer.
De tre led: synge, elske, leve er de klassiske led i al fortælling, al digtning, tydeligst i folkeeventyret og folkevisen. Derfor har denne vise ramt noget i mange mennesker lige siden 1968. Mange visesangere i hele Norden har den på programmet.
Ordforklaring
2.6 längtan: længsel