Hist, hvor vejen slår en bugt

Baggrund Danmark

H.C. Andersen skrev sangen i 1829, som blev året for hans egentlige litterære debut. I digtet er der det samme glimt i øjet som i meget af det, han senere skrev. Han præciserer, konstaterer, beskriver og vender så blikket mod det nære - moderen, barnet og katten. Sangen har været i Højskolesangbogen siden 11. udgave med komponisten J.C. Gebauers melodi.

Den unge H.C. Andersen

Fredag d. 21. august 1829 var forsiden af Kjøbenhavns-Posten og lidt af side to helliget fem små digte, der samlet optrådte under titlen Skærmbræts-Billeder. Ophavsmanden var den unge H.C. Andersen, for hvem 1829 blev året for den egentlige litterære debut med fortællingen Fodreise fra Holmens Canal til Østpynten af Amager.

H.C. Andersen og Ingemann

I et brev til B.S. Ingemann fra 1830 beretter H.C. Andersen om sommeren 1829:

”Sidste sommer var mig én af de interesanteste i mit Liv jeg gjorte en Tour med Dampskibet til Møen, havde saagar en Storm undervejs og laa Natten over på Søen; jeg var i Vordingborg og Nestved, og opholdt mig hele 3 Uger i Fyhn, og 3 Uger her i Sjælland ved Tiissøe; af smaae Digte der fremkom ved disse vandringer finder De mellem Digtene disse 1) Graat-Veir 2) Vandrer Liv 3) Klintekorset på Møen 4) Moderen med barnet 5) Aftenlandskab; af hvilke jeg anser Graat-Veir for at være det bedste, men det må det sagtens være, da jeg havde det næsten daglig for Øie …”

Digteren har et glimt i øjet

I Moderen med barnet (Hist hvor vejen slår en bugt) er der det samme glimt i øjet som i meget af det, H.C. Andersen siden skrev. Særligt i det første vers, hvor der præciseres, konstateres og beskrives i en lang opadgående bevægelse. H.C. Andersen løfter blikket op mod svalerne under taget og derfra videre ud mod den synkende sol for så med de henkastede ord: ”og så vid’re” let og elegant at punktere den opbyggede forventning om i strofens sidste led at nå endnu højere op.

Blikket rettes mod det nære

Helt nede på jorden igen rettes blikket i 2. og 3. vers mod det nære – moderen, barnet, katten. Et lille øjebliksbillede tæt på det helt almene i en grad, der leder tanken hen på langt senere digte som Jeppe Aakjærs Spurven sidder stum bag kvist og Benny Andersens Se, hvilken morgenstund.

Hist, hvor vejen slår en bugt

1. //: Hist, hvor vejen slår en bugt,
ligger der et hus så smukt. ://
Væggene lidt skæve stå,
ruderne er ganske små,
døren synker halvt i knæ,
hunden gør, det lille kræ,
under taget svaler kvidre,
solen synker - og så vid're.

2. //: I den røde aftensol
sidder moder i sin stol; ://
kinden luer dobbelt rød,
barnet har hun på sit skød.
Drengen er så frisk og sund,
æblekinden rød og rund!
Se, hvor hun i spøg ham banker
på de søde pusselanker.

3. //: Katten står og krummer ryg,
men forstyrres af en myg; ://
barsk han den med poten slår
og igen som hofmand står.
Moder klapper barnets kind;
se, hvor sødt det sover ind,
drømmer om de engle smukke
i sin lille, pæne vugge.

Sangen kendes kun med J.C. Gebauers melodi

Sangen har været at finde i Højskolesangbogen siden 11. udgave, 1926 og kendes kun med organisten og komponisten Johan Christian Gebauers melodi fra 1846.

Melodien er såvel rytmisk som melodisk uden de store sangmæssige udfordringer. Punkteringen i 1. takt og igen i reprisen bryder som en let krusning på vandspejlet den fortællende rytme, der ellers hele sangen igennem forløber i jævne ottendedele. (Pas på pausen i takt 17 der forskyder reprisen med en fjerdedel).