1. Hver dag en ny dag, hver dag en gave.
Se dig omkring.
Vil du dele din blomstrende have
med andre eller slå ring
om dig selv og dit liv og din verden?
Vil du åbne eller lukke,
vil du slukke håbet
eller slå bro?
2.Vil du slå broer, åbner du døre?
Går du din vej?
Mon du ønsker at du kunne sløre
at du er bange og fej?
Tør du vise dit sandeste ansigt?
Vil du smile eller sukke,
vil du slukke håbet
eller slå bro?
3. Hesten ser hvid ud, hvad er dens farve?
Hvem ved besked?
Din historie skal børnene arve
og give til næste led?
Du må forme historien forsigtigt
Vil du knejse eller bukke,
vil du hugge håbet
ind i en sten?
4. Den du har savnet, kommer tilbage,
kysser dig blidt.
Dette kys vil få bugt med din klage,
så rust dig – fjern dit stakit.
Sæt din grænse men hold døren åben.
Du kan åbne, du kan lukke.
Du kan hugge håbet
ind i en sten.
Teksten bringes med kunstnerens tilladelse