Salmen er oprindeligt onsdagens aftensuk i Kingos salmebog
I 1684 udkom 4. udgave af Thomas Kingos Aandelige Siunge-Koors Første Part med ”14 Gudelige Morgen- og Aften-Sange”, men nu udvidet med ”trøstelige Morgen- og Aften-Suk til alle Morgen- og Aften-Sange”. Suk er i 1600-tallets bodskristendom betegnelsen for en inderlig bøn – som oftest i prosa, men Kingos suk var fornem poesi. Fra ca. 1716 og fremefter indgik de som ugedagsbønner i Kingos salmebog. Hvilestunden er i vente var det 4. aftensuk og brugtes onsdag aften.

Thomas Kingo
P. A. Fenger skrev bønnerne om til sangbare strofer
Under oplysningstidens rationalistiske teologi havde Kingo trange kår, og hans salmer gled ud af den officielle salmebog eller blev omdigtet til ukendelighed. Men Kingos digtning fik en renæssance, da Grundtvigs discipel P.A. Fenger i 1827 udgav Psalmer og aandelige Sange af Thomas Kingo.
I bogens 2. udgave fra 1845 foreslår Fenger at dele sukkene op i strofer, der lader sig synge på gængse melodier. Hans devise har øjensynlig været: Hvorfor sukke, når man kan synge? På den måde skaffede Fenger og hans ligesindede halvandet hundrede år efter Kingos død 14 nye og aldrig før sungne morgen- og aftensalmer af Kingo til veje. Hvilestunden er i vente blev opdelt i otte strofer à fire linjer. Bemærk det komma, der afslutter strofe 4 og røber, at strofeinddelingen er kommet til senere.



