I al sin glans nu stråler solen

Baggrund Året

Grundtvig skrev denne pinsesalme, da han havde været præst i Vartov i fire år. For Grundtvig var Paradis som det typiske danske sommerlandskab ved pinsetid; den lyse sommernat, de milde vinde og den blide bæk. Sangen minder os om, at livet er nu og her, og at kristendommen ikke er fortid, men nutidig virkelighed. Henrik Rungs melodi understreger digtets jublende stemning.

Grundtvig skrev pinsesalmen i Vartov

Da Grundtvig skrev sin pinsesalme, havde han været præst i Vartov Kirke i fire år og nærmede sig de 60. Med tiden fik han en stor og trofast menighed, som talte mange af tidens kendte personligheder, blandt andre enkedronning Caroline Amalie. Salmen blev trykt i samlingen Fest-Psalmer (1853), der kom til at fungere som Vartovs ”egen salmebog”.

Den aktuelle fest er pinsehøjtiden, hvor den kristne kirke fejrer sin fødselsdag: If. ApG 2,41 blev næsten tre tusind mennesker døbt på den første pinsedag i Jerusalem

Paradis er som det danske sommerlandskab

For Grundtvig er paradis ikke så aldeles forskelligt fra det typisk danske sommerlandskab ved pinsetide. Vi møder her lyden af nattergale i den lyse sommernat, de milde vinde, der gennemstrømmer træernes løvhang, og den blide bæk i sommerengen, som overraskende nok viser sig at være direkte i forbindelse med paradis: en aflægger af den livets flod der bugter sig gennem Edens Have. Alt er såre godt: mildt, blidt, sødt, yndigt, herligt – himmelsk.

I al sin glans nu stråler solen

1. I al sin glans nu stråler solen,
livslyset over nåde-stolen,
nu kom vor pinselilje-tid,
nu har vi sommer skær og blid,
nu spår os mer end englerøst
i Jesu navn en gylden høst.

2. I sommernattens korte svale
slår højt fredskovens nattergale,
så alt, hvad Herren kalder sit,
må slumre sødt og vågne blidt,
må drømme sødt om Paradis
og vågne til vor Herres pris.

3. Det ånder himmelsk over støvet,
det vifter hjemligt gennem løvet,
det lufter lifligt under sky
fra Paradis, opladt på ny,
og yndig risler ved vor fod
i engen bæk af livets flod.

4. Det volder alt den Ånd, som daler,
det virker alt den Ånd, som taler,
ej af sig selv, men os til trøst
af kærlighed med sandheds røst,
i Ordets navn, som her blev kød
og fór til Himmels hvid og rød.

5. Opvågner, alle dybe toner,
til pris for menneskets forsoner!
Forsamles, alle tungemål,
i takkesangens offerskål!
Istemmer over Herrens bord
nu menighedens fulde kor!

6. I Jesu navn da tungen gløder
hos hedninger så vel som jøder;
i Jesus-navnets offerskål
hensmelter alle modersmål;
i Jesu navn udbryder da
det evige halleluja.

7. Vor Gud og Fader uden lige!
Da blomstrer rosen i dit rige,
som sole vi går op og ned
i din Enbårnes herlighed;
thi du for hjertet, vi gav dig,
gav os med ham dit Himmerig.

Ordforklaring

1.2 nådestolen: Jesus’ kors på Golgata. Egentlig guldpladen på pagtens ark, som bestænkes med sonofferets blod, og som Gud viser sig over (jf. 2 Mos 25,17 og 3. Mos 16)

Livet er i nu'et

Ordet ”nu” optræder fire gange i første vers. Til trods for dets uanselighed rummer det en hel forvandling: Livet er ikke et andet sted, men knytter sig til den virkelighed, som optræder i lyslevende skikkelse her og nu.

Ånd er livets nærvær

Samtidig fremmaner Grundtvig billedet af Ånden (dvs. Helligånden), som gennemstrømmer og fylder alt med nærvær og betydning: ”Det ånder himmelsk over støvet”. Ånd er det, der lever og ånder, Ånd er livets nærvær. Ånd er for Grundtvig, at livet kommer os ved. Og Helligånd er, at evangeliet kommer os ved.

Kristendommen er nutidig

Med sit ”nu” minder Grundtvig om, at kristendom ikke er historisk fortid, men nutidig virkelighed. Med sin salme vil Grundtvig ønske menigheden tillykke med, at Helligånden er kommet og fortsat er tilstede i det kristne trosfællesskab.

Grundtvig demonstrerer sin poetiske sprogfornemmelse

Samtidig demonstrerer han sin udsøgte, poetiske sprogfornemmelse – fx i ordet ”pinseliljetid”. Måske kan man ligefrem fornemme, hvordan han ved at anvende de lyse vokaler nærmest får sproget til at kime, ligesom kirkeklokkerne gør det ved pinsegudstjenesten.

Henrik Rungs melodi

Grundtvigs storladne salme bliver hjulpet fornemt på vej af Henrik Rungs melodi.

Melodiens flow bærer os hele tiden videre

Vi bliver som solen løftet i gang af de tre fjerdedelsnoder, der indleder de tre første linjer – og hvorfor fortsætter Rung så ikke med denne inciterende rytme? Det er jo ikke tekstens metrik, der spærrer for det. Nej, Rung er udmærket klar over, at når ideen har været brugt tre gange, så går den ikke længere – så tager monotonien over. Første højdepunkt nås på pinseliljetid, hvorefter melodien lægger sig til hvile i dominanttonearten, B-dur. Men så sætter den i gang igen via to identiske treklangsbrydninger, der fører til klimaksen på versets fjerdesidste tone. Melodiens flow bærer os hele tiden videre, indtil vi falder til ro på de tre sidste toner.

De mange treklange i melodien medvirker som en slags fanfarer til den jublende stemning!