Astrid Lindgrens fantasifulde børneunivers Idas Sommarvisa er skrevet til filmen Emil och griseknoen (Dansk: Emil og grisebassen), som kom i 1973. Ida har en storebror, som hedder Emil, og de bor på gården Katholt i Lønneberg sogn i Småland med deres forældre Alma og Anton Svensson, tjenestepigen Line og karlen Alfred. Og så ved mange, at vi befinder os i et af den svenske forfatter Astrid Lindgrens (1907-2002) fantastiske børneuniverser.
Den første bog om Emil fra Lønneberg er fra 1963 Hun skrev den første bog om Emil fra Lønneberg i 1963, og bøgerne filmatiseredes i begyndelsen af 70’erne. I 1975-76 blev de tre oprindelige spillefilm kombineret med nyt materiale og omdannet til en TV-serie på 13 afsnit. I Danmark blev serien vist på DR, og den er siden genudsendt flere gange. Med Thomas Windings rolige fortællerstemme i de første år hører serien efterhånden også med til vores danske kulturarv. I de senere udgaver har Jesper Christensen været fortælleren.
Astrid Lindgren
En skildring af det eventyrlige set fra barnehøjde Sangen er en smuk skildring af nuet og af det fantastiske i sommerens komme. Nyt løv på træerne, små fugleunger her og der, den smukke lyserøde aftenhimmel og sommeren, som gør, at barnets ben bliver "fulla med spring". Sangen med den enkle melodi er en skildring af det eventyrlige set fra barnehøjde, men kan dog også tolkes som værende set fra en skabers – eller forfatterens – perspektiv.
Idas perspektiv fra flagstangen Et nyt perspektiv får Ida f.eks. også i afsnittet, hvor der skal være fest på Katholt, og Emil hejser Ida iført rød kjole og hvidt forklæde op i flagstangen, så den fine, men nærsynede, fru Petrell fra Vimmerby ved ankomsten spørger, hvorfor man flager med Dannebrog? Og Emil ender igen i skuret, hvor han kan tilbringe tiden med at snitte træfigurer.
Astrid Lindgrens budskab
Men hvad er det, Astrid Lindgren ønsker at sige til os? Måske, at det er godt at få et perspektiv. Det kræver, at man forlader det, man står i lige her og nu, og løfter sig op, men ikke så højt, at man ender kun i ideernes verden. Så højt kommer Astrid Lindgren da heller aldrig. Ida kommer så højt op, så hun kan se udover Katholt og helt til Lønneberg, men ikke så højt op, at perspektivet fortabes, og alt bliver fladt. Måske kunne vi alle både som individer, folk og folkestyre have godt af at blive inspireret af Emil og Ida og få en tur op i flagstangen en gang imellem.