I've Seen It All

Baggrund Liv

Sangen er skrevet til Lars von Trier-filmen Dancer in the Dark med sangerinden Björk i hovedrollen som Selma, der er ved at blive uhelbredeligt blind. Selma tager sin tragiske skæbne på sig og erklærer, at hun har set alt og derfor ikke behøver sine øjne. Men skal man virkelig bare affinde sig med sin skæbne? Det er det spørgsmål, sangen og dermed også filmen stiller.

Sangen er fra Dancer in the Dark

Sangen stammer fra Lars von Triers film Dancer in the Dark (2000). Den bliver fremført af primært Björk, der spiller hovedrollen som Selma – både hun og Lars von Trier krediteres for den sammen med den islandske forfatter Sjón. I filmen synges den som duet i et koreograferet optrin, hvor Björk/Selma og Peter Stormare/Jeff (hendes tilbeder) stiger af og på et åbent godstog, der snegler sig gennem landskabet. Godstogets skinnelyd danner rytmisk bagtæppe for sangen, og der danses i øvrigt på godsvognene til musikken. Ind imellem vises der scener i landskabet svarende til noget sangteksten refererer til, fx ”dit barnebarns hånd mens han leger med dit hår”. Björk har senere indspillet en studieudgave sammen med Thom Yorke (fra Radiohead).

Selma har set alt

I’ve Seen It All udfolder sig som en dialog med kor. Selma, der i filmens fortælling er ved at blive uhelbredeligt blind, udtrykker at have set alt, hvad der er værd at se (og minimerer dermed sin egen tragiske historie). Jeff indvender, at det kan ikke passe og nævner eksempler på alt det, hun ikke har set, fra Niagara Falls til den kinesiske mur, fra den mand hun skal giftes med til sine børnebørn. Men Selma afviser og fastslår, at hun har set alt, hvad hun har valgt at se og alt, hvad hun behøver. At ønske mere ville være grådighed. Så der er ikke mere at se. Og her kommer så koret ind til sidst og fastslår at ja, du har set alt hvad der er, og der er ikke mere at se.

Skal man affinde sig med sin skæbne?

Sangen har en præcis funktion i filmens plot. Selma tager sin tragiske skæbne på sig og erklærer sig tilfreds med den. Men sangens perspektiver rækker langt ud over filmen. Den stiller overordnet det spørgsmål, om man skal affinde sig med sin skæbne. Mere specifikt: Skal vi jage efter at se mere og mere, skal vi altid fokusere på alt det, vi ikke har fået set eller gjort? Eller skulle vi hellere se skønheden der, hvor vi faktisk er? Hvornår har vi set nok, oplevet nok? Er vore dages såkaldte FOMO (”Fear of missing out”) en latterlig flugt fra selve det liv, vi lever? Hvis man altid vil have mere, se mere, får man jo aldrig nok…? Og omvendt, hvis man resignerer og forbliver i sin lille verden, accepterer sin (tragiske) skæbne, opgiver – har man så ikke også opgivet at kæmpe for at ændre sit liv og i det hele taget for en bedre verden?

Filmen og sangens svar er klart

Dialogen gør, at sangen fremfor alt stiller dette som spørgsmål. Alligevel bliver sangens (og filmens) holdning efterhånden klar. Det fremgår både af Selmas svar og af karakteren af Jeffs spørgsmål (Empire State Building, fx). Og ikke mindst fremgår det af det afsluttende kor, der bliver til en konklusion på dialogens åbne spørgsmål. Koret fastslår næsten triumferende at ja, du har set det hele, og nej, der er ikke mere at se. Og igen kan dette forstås både snævert ind i filmens handling – og mere generelt livsfilosofisk.

Melodien understøtter tekstens spørgsmål

Melodien er uhyre monoton, og den får næsten karakter af en uendelig, selvgentagende sløjfe. Den bevæger sig kun enkelte steder ud af sin faste a-mol forankring, hvor den halvvejs dissonant står og gnubber sig op ad Bbmaj7. På den måde understøtter melodien de mere generelle perspektiver af tekstens spørgsmål.