Skal man affinde sig med sin skæbne?
Sangen har en præcis funktion i filmens plot. Selma tager sin tragiske skæbne på sig og erklærer sig tilfreds med den. Men sangens perspektiver rækker langt ud over filmen. Den stiller overordnet det spørgsmål, om man skal affinde sig med sin skæbne. Mere specifikt: Skal vi jage efter at se mere og mere, skal vi altid fokusere på alt det, vi ikke har fået set eller gjort? Eller skulle vi hellere se skønheden der, hvor vi faktisk er? Hvornår har vi set nok, oplevet nok? Er vore dages såkaldte FOMO (”Fear of missing out”) en latterlig flugt fra selve det liv, vi lever? Hvis man altid vil have mere, se mere, får man jo aldrig nok…? Og omvendt, hvis man resignerer og forbliver i sin lille verden, accepterer sin (tragiske) skæbne, opgiver – har man så ikke også opgivet at kæmpe for at ændre sit liv og i det hele taget for en bedre verden?
Filmen og sangens svar er klart
Dialogen gør, at sangen fremfor alt stiller dette som spørgsmål. Alligevel bliver sangens (og filmens) holdning efterhånden klar. Det fremgår både af Selmas svar og af karakteren af Jeffs spørgsmål (Empire State Building, fx). Og ikke mindst fremgår det af det afsluttende kor, der bliver til en konklusion på dialogens åbne spørgsmål. Koret fastslår næsten triumferende at ja, du har set det hele, og nej, der er ikke mere at se. Og igen kan dette forstås både snævert ind i filmens handling – og mere generelt livsfilosofisk.
Melodien understøtter tekstens spørgsmål
Melodien er uhyre monoton, og den får næsten karakter af en uendelig, selvgentagende sløjfe. Den bevæger sig kun enkelte steder ud af sin faste a-mol forankring, hvor den halvvejs dissonant står og gnubber sig op ad Bbmaj7. På den måde understøtter melodien de mere generelle perspektiver af tekstens spørgsmål.