Jâ va lidijn horra

Baggrund Liv

Hans Christian Mortensen stammer fra Svaneke på Bornholm, og han står bag denne sang, der er indsamlet af kantor Johansen og udgivet i Bornholmske samlinger i starten af 1900-tallet. Sangen beskriver en ulykkelig dag for en ung fårehyrde, der mister sine får og får prygl af bonden. Musikalsk set placerer Bornholm sig imellem den germansk/danske dur-prægede folkemusiktradition og den mere mol-prægede svenske og norske. Denne melodi kan ses som et eksempel på den tendens.

Sangen stammer fra en samling af bornholmske sange

Hans Christian Mortensen står som forfatter og komponist til denne lille sang om drengen, der vogter får. Den stammer fra en samling af i alt 95 dialektviser, som skoledirektør og kantor Hans Johansen (1877-1954) fik optaget i Bornholmske samlinger i årene 1908-11. Langt de fleste af disse sange havde Kantor Johansen indsamlet på øen hos almue, bønder, avlsbrugere, daglejere, aftægtsfolk og håndværkere ud fra den betragtning, at de repræsenterede en skat, som ville forsvinde, hvis ikke de blev noteret og arkiveret i tide. Allerede i 14 års-alderen begyndte han dette indsamlingsarbejde på øen, og han kan hermed få en plads ved siden af kendte folkemindesamlere som Svend Grundtvig, Axel Olrik, Jeppe Aakjær og Evald Tang Kristensen.

Hans Christian Mortensens sang bærer præg af et hårdt liv

Kantor Johansen har altså noteret denne sang efter Hans Christian Mortensen. Vi ved om Hans Christian Mortensen, at han blev født i Svaneke i 1845 og levede til 1904. Han var tømmermand og senere værtshusholder i Svaneke. Han blev gift i 1884 med Marie Georgine Lind. De fik en søn, og et halvt år efter døde Marie. Drengen døde i to-års-alderen. Mortensen boede derefter sammen med en husbestyrerinde til sin død som 58-årig. Unægtelig en sørgelig historie, og det er sangen også. Måske har Mortensen selv været ude og tjene som syv-otte-årig og oplevet det, han beskriver i sangen.

Jâ va lidijn horra

1. Jâ va lidijn horra,
jâ skujlle vâuta får,
ja vâuta får, ja vâuta får
for jâ va lidijn horra.

2. Jâ kom ud a lyjnnijn,
mæn fårn løvv dorra vai,
løvv dorra vai, løvv dorra vai,
å jâ va lidijn horra.

3. Jâ løvv ætte kraiturn,
mæn hijnde ikkje dom,
nai ikkje dom, nai ikkje dom,
å jâ va lidijn horra.

4. Jâ så soln å sjunka,
mæn fårn va bâra vækk,
va bâra vækk, va bâra vækk,
å jâ va lidijn horra.

5. Jâ løvv jimm te gårijn,
men fårn di va’kkje dær,
di va’kkje dær, di va’kkje dær,
å jâ va lidijn horra.

6. Jâ fi kkj pryl å bonijn,
mæn moer gâ mai mâd,
hon gâ mai mâd, hon gâ mai mâd,
for jâ va lidijn horra.

7. Jâ e lidijn horra,
mæn God bevârar mai,
bevârar mai, bevârar mai,
for jâ e lidijn horra.

Sangen handler om en fårehyrde, der mister sine får

Jeg var (en) lille dreng, jeg skulle vogte får. Jeg kom ud mod lyngen, og fårene løb deres vej. Jeg løb efter kreaturerne, men nåede dem ikke. Jeg så solen synke, men fårene var bare væk. Jeg løb hjem til gården, men fårene de var ikke der. Jeg fik prygl af bonden, men (mad)mor gav mig mad. Jeg er (en) lille dreng, men Gud bevarer mig.

Børnearbejde var udbredt

Denne sang er fra en tid, hvor børnearbejdet var udbredt. Mange har læst Martin Andersen Nexøs Pelle Erobreren (1906-10) eller har set Bille Augusts filmatisering af 1. bind, hvor Lassefar og Pelle fra Skåne forlader deres fædreland for at få en bedre tilværelse. De kom til Bornholm, til Stengården ved Nexø. Boede i en kobås, og Pelle vogtede køerne, otte år gammel. I 1904 udkom Jeppe Aakjærs Vredens børn, som også var med til at sætte fokus på børnearbejde og tyendes vilkår. Det var bl.a. journalisten Peter Sabroe (1867-1913), der tog fat på at ændre de usle vilkår og den sociale uretfærdighed, der var især på landet. Som byrådsmedlem i Århus og folketingsmand medvirkede han til vedtagelsen af Børneloven af 1905, og gjorde forarbejdet til Medhjælperloven af 1921. Han oprettede flere børnehjem i Århus.

Teksten følger den bornholmske dialekt

Sangen er skrevet på dialekt. Her vil det være passende med et kort sprogkursus i den østdanske dialekt, som skånsk og bornholmsk hører til. Vi har et â, altså et a med hat på, eller accent circonflexe. Bogstavet udtales som f.eks “dag” på svensk. En anden særpræget lyd er kj-lyden som udtales tj: kjærka (kirke) kjøss (kys). Navneordene har tre køn: enj hæst/hæstinj (hest) - hankøn, en sjârta/sjârtan (skjorte) - hunkøn, et huz/huzed (hus) - intetkøn. Tillægsordene bøjes efter køn: hanj e pener (pæn), hon e pen, det e pent. Der er hverken tryk eller stød i ordene, hvilket gør dialekten lidt syngende.

Bornholm indtager en mellemposition mellem mol- og durtraditioner

Melodien, som er i mol, passer fint til indholdet. En kort melodisk drejning over i dur i 2. linje af hvert vers er en fin lille detalje. Melodiens overvejende mol-præg passer til den antagelse, at Bornholm musikalsk set indtager en mellemposition mellem den germansk/danske dur-prægede folkemusiktradition og den mere mol-prægede skandinaviske, som vi kender fra Sverige og Norge.