Jeg bærer med smil min byrde

Baggrund Historien
Jeg bærer med smil min byrde

Digtet stammer fra Jeppe Aakjærs digtsamling Rugens Sange. Det rummer en euforisk hyldest til naturen og livet med budskabet om, at livets udfordringer ikke må stå i vejen for glæden over tilværelsens gaver. Carl Nielsens melodi emmer, ligesom digtet, af glæde og begejstring. Melodien formår også at omfavne Aakjærs uregelmæssige metrik, så det næppe opfanges af den syngende forsamling.

Digtet er fra Rugens sange

Digtets titel er Sundt Blod. Det er skrevet 19. februar 1906 og trykt i Rugens Sange samme år. For yderligere om Rugens sange henvises til artiklen om Nu er dagen fuld af sang.

Hyldest til naturen og livet

Digtet rummer en euforisk hyldest til naturen og livet. De udfordringer og byrder, vi møder, må ikke stå i vejen for at kunne glæde sig over tilværelsens gaver.

Jeppe Aakjær gør her flittig brug af ordet ”jeg”, som yderligere fremhæves ved sine stærkt betonede placeringer.

Hvem er digtets jeg? 

Hvem er så dette jeg, vil det være naturligt at spørge. I den forbindelse ledes tanken hen på Aakjærs motto for Rugens Sange: ”Jeg er ikke en profet og ikke en profets søn, men jeg er en hyrde og en mand, som sanker vilde morbær”. Det er et citat fra Amos’ bog 7,14 i Det gamle Testamente.

Vers 1.3 angiver med ordet ”som”, at der er tale om en sammenligning. Billedet af hyrden tegner digterens situation. Det er således sangeren Aakjær, der vil delagtiggøre læseren i sit natursyn, få ham til at undres og betages. Med linjen ”men finder ej tolkende ord” (3.4) erkender han sin utilstrækkelighed. Skalmejen i 4. vers bliver da udtryk for det, som kunstneren har fået som nådegave: Han kan tolke.

Det sidste vers refererer til beskueren og digteren

Det sidste vers refererer til digtets to tyngdepunkter: Naturens almindelige beskuer der overvældes af sine begrænsninger og bekymringer, og digteren der forsøger at tolke den glæde, der fylder ham, og som han gennem sit digt håber at kunne formidle til læseren.

Jeg bærer med smil min byrde

1. Jeg bærer med smil min byrde,
jeg drager med sang mit læs,
jeg er som den vilde hyrde,
der genner sit kvæg på græs.

2. Se, duggen driver fra norden
hen over det bøjede korn,
mens solen stiger af jorden
imellem oksernes horn!

3. Jeg ser over tindrende marker
og langt mod den blånende fjord,
jeg stirrer på sejlende arker,
men finder ej tolkende ord.

4. Jeg slænger skalmejen for munden,
jeg trækker så lang dens lyd,
at kilderne klukker i lunden,
og bukkene bræger af fryd!

5. Hvor kan I dog gruble og græde,
så længe Guds himmel er blå!
Mit hjerte skælver af glæde,
blot duggen dynker et strå.

Ordforklaringer

3.3   arker: både; sejlende arker: lette fjerskyer

4.1   skalmeje: træblæseinstrument med dobbelt rørblad, hyrdefløjte

5.4   dynker: stænker/fugter

Carl Nielsen og tiden for melodiens tilblivelse

Carl Nielsens melodi fra 1915 emmer som Aakjærs digt af glæde og begejstring. Og det på trods af, at Nielsen betragtede 1. verdenskrig (1914-1918) med gru og væmmelse, hvilket kom til dramatisk udtryk i hans symfonier nr. 4 og 5 – men ikke på samme måde i sangene.

Melodiens stemning af jubel

Alene det, at melodien helt uhørt starter på sin højeste tone, signalerer en jubel, som meget vel kan tolkes subjektivt, da denne tone flere gange placeres på ordet ”jeg”. Stemningen understreges af, at hver linje indledes med en punkteret ottendedels-figur, der ovenikøbet fortsættes i akkompagnementets bas i takt fire og otte – rytmen får altså ikke lov til at lægge sig til hvile, selv ikke når melodien holder pause. Det er en visemelodi i ordets mest positive betydning.

Melodien omfavner Aakjærs uregelmæssige metrik

Carl Nielsens tekniske professionalisme kommer også til udtryk ved, at han skaber en melodi, der omfavner Aakjærs ret så uregelmæssige metrik så fint, at det næppe bemærkes af den syngende forsamling. Prøv eksempelvis at følge 4. linje gennem hele digtet og bemærk, hvor forskellig dens metrik er udformet fra vers til vers.

Over noden har Carl Nielsen skrevet: ”Med bred glæde, ligesom slentrende”.        

Fakta om Jeg bærer med smil min byrde

Nr. 536 i Højskolesangbogens 19. udgave

Tekst: Jeppe Aakjær, 1906

Melodi: Carl Nielsen, 1915

Første del af artiklen er skrevet af Magnus Vistisen og melodibeskrivelsen af Erling Lindgren. 

Sanghåndbogen er blevet til med støtte fra Nordea Fonden og Louis-Hansen fonden.

Artikler om sangene i Højskolesangbogen

Vis flere