Sangen er en gendigtning af en gammel salme
Med denne salme har Grundtvig skabt en fuldgyldig gendigtning af en gammel salme fra det 15.-16. århundrede. I den første version, trykt 1837 i Sang-Værk til den danske Kirke, hedder den Ære og Priis og Dyd og har syv vers. Med titlen Julen har englelyd og nu tre vers blev den trykt i Fest-Psalmer 1852.
I den gamle salme var dansk og latin blandet efter tidens skik for den slags kirkelige tekster. I Hans Thomissøns salmebog (1569) lød de første linjer:
Pris oc ære oc dyd gantske megit
summo Ieso Christo pro isto.
den tid Gud saa oss trengde
dedit auxilium, …
Julen er som englesang
Da man i protestantisk tid ikke kunne bruge sådanne salmer, benyttede Grundtvig forlægget og arbejdede i syv år med sin tekst.
Salmen fortæller, at julen er som englesang, og at vi er Guds skabninger i tryghed. Gud gav menneskene sin søn, Jesus, og derfor skal der synges takkesang for evangeliet, hans ”julebud”. At Guds søn kom til menneskene, var så glædeligt, at alle glemte deres nød og mismod.
Grundtvig udtrykker sig i talesprog
Grundtvig udtrykker sig næsten i talesprog, hvilket dengang var ildeset i dannede kredse. Sidste del af vers to ændrede han først o. 1860 til den formulering, at Jesus går ned i døden som aftensolen og står op igen ved solopgang ”for os på ny”. Om vers tre mente nogle, at glæden var udtrykt for stærkt og uforbeholdent, men også her fandt Grundtvig den jævne, direkte tale om glæden uden ende og med den mageløse slutning, næsten som H.C. Andersen.
Grundtvig bad menigheden om at synge salmen ved hans anden hustru, Marie Tofts, begravelse i 1854, ”for med den salme sang hun ofte glæden ind i mit hjerte”.