En kærlighedserklæring til kampen for et menneskeværdigt samfund
Sangen er en kærlighedserklæring til tidligere generationers kamp for et menneskeværdigt samfund. Benny Holst arbejder her støt videre i sporet fra digtere som Jeppe Aakjær og Johan Skjoldborg.
Vi har mistet værdier og sammenhæng
Den er også udtryk for et savn. Benny Holst har ved at tale med bedsteforældrenes generation oplevet, at deres indsats og deres sprog hang sammen. De gamle var hele mennesker med en sikkerhed og en værdighed, som digteren synes, det er svært at finde i nutiden. Både hos andre og hos ham selv. Vi er blevet så kloge og dygtige og begavede – men der er nogle værdier og en sammenhæng, vi har mistet:
”vi er fremmed’ for hinanden, det er vores kors, vi rager i blinde nu”.
Vi må lytte til vores bedsteforældre og lære det gamle sprog
For at kunne få klinket de skår, der er slået, og genfinde vejen frem, er det nødvendigt at lytte til bedsteforældrenes generation både i tale og musik. Vi skal ikke kopiere dem – det er der ingen fremtid i – men vi skal forstå den visdom, de havde med sig, og som blandt andet kommer til udtryk i folkemusikken. Vi skal lære det gamle igen for at kunne forny det. Og noget af vigtigste, de gamle bar med sig, var deres egen musik. Deres egne sange.
Guitarharmonik
Guitaren kom i fokus i 1960’- og 70’ernes protestmusik, som havde sine tydelige rødder i folkemusikken. Benny Holsts melodi er kraftigt inspireret af folkevisen Ved Rhindals klipper. Han lavede sangen som en fødselsdagssang til sin egen mormor Julie. Den enkle vampagtige ”guitarharmonik” danner basis for en varm, lys og dansende 6/8-melodi.