J.P. Jacobsen er en del af den danske literaturhistorie Digtet blev trykt første gang i antologien Fra Fjeld og Dal julen 1875. Det er ét af de i alt seks digte, som J.P. Jacobsen fik udgivet inden sin tidlige død. Det var først og fremmest prosaen, der gjorde, at J.P. Jacobsen indskrev sig i den danske litteraturhistorie. Det skete med romanerne Fru Marie Grubbe Niels Lyhne Mogens og andre noveller (1882), der er blevet betegnet som naturalismens gennembrud i dansk litteratur.
Den romantiske lyrik peger frem mod modernismen
Senere forskning har imidlertid peget på, at J.P. Jacobsen ikke ukompliceret lader sig sætte i bås, bl.a. med inddragelse af hans lyrik, der både indeholder romantiske og symbolistiske træk og også peger frem mod modernismen. Hans efterladte digte blev samlet af Edvard Brandes og Vilhelm Møller i 1886 i Digte og Udkast , og de indeholder både små rimede digte, genrebilleder, sammenhængende digtkredse og kunstfærdigt slyngede arabesker, hvis form har inspireret moderne digtere, bl.a. Søren Ulrik Thomsen .
J.P. Jacobsen
Digtet opfordrer til at underlægge sig naturens tavshed Udgangspunkt for digtet Landskab er en invitation til kvinden om at følge med ind i den natstille skov. Digtet er en naturbeskrivelse, hvor stilheden er det sammenbindende led, og det er en opfordring til at underlægge sig naturens tavshed. Beskrivelsen udvikler sig opad fra skovbunden med dens lydløse kildevæld til månens skin gennem bøgetræerne op til de månebelyste skyer. Der sker en neddæmpning af alle elementer. Beskrivelsen er helt stiliseret og altså renset for enhver form for naturalistisk detaljerigdom og årsagsforklaringer. Der inddrages høre- og synssans, og naturelementerne er på romantisk vis besjælede. Mennesket underordnes en mystisk natur, og beskrivelsen kan i billedet af månen mellem stammerne måske siges at foregribe Edvard Munchs malerier fra 1890’erne.