Digtet er skrevet i fangenskab
Digtet er skrevet af Leonora Christina (1621-1698) under hendes fangenskab i Blåtårn fra 1663 til 1685. Hun skrev det samme år, som hun blev fanget, men fordi hun ikke havde kridt til rådighed i sit fangenskab før senere hen, blev det først skrevet ned flere år efter. Digtet indgår i hendes selvbiografiske værk Jammers Minde, som hun skrev under sit fangenskab og færdiggjorde efter sin løsladelse, mens hun boede i Maribo kloster.

Leonora Christina så sig som ligeværdig med mændene
Leonora Christina var datter af Christian IV og Kirsten Munk. Som femtenårig bliver hun gift med Corfitz Ulfeldt, som hun har været forlovet med, siden hun var ni år. Noget særligt ved Leonora Christina er, at hun ser sig selv som ligeværdig med sin mand. De er et par, lige begavede, ambitiøse, hensynsløse og ødsle.
Fra kongedatter til fange i blåårn
I det hele taget er Leonora Christina ikke præget af at se sig selv, en kvinde, som et offer eller som en kvinde, der står under manden, selv om samfundet på det tidspunkt er gennemsyret af stærke patriarkalske strukturer, og kvinden ikke har nogen rettigheder. Men Leonora Christinas følelse er en anden. Hun besidder en særlig styrke, hvilket man også ser i Morgendigt. Der er desperation i digtet:
af gråd var salt min mund
og til mig selv jeg sagde:
du ser ej morgenstund!”
Men der er intet egentlig klynkeri på trods af, at hun er faldet dybt. Fra at leve et liv som kongedatter på herregårde og slotte i Danmark og Paris til at bo i et kammer, der er syv skridt langt og seks skridt bredt. En rotte bliver efter sigende hendes husdyr. Hun klipper halen af den og lader den bo i et papegøjebur i sit kammer.



