Midsommerens vemodige stemning
Den 21. juni er det sommersolhverv, hvor solen står på sit højeste, og et par dage efter kommer sankthans, hvor man tænder bål. Det er endnu lyst om aftenen, men mørket begynder at tage til. Det er netop "lige før timerne mørkner". I første vers fornemmer man, hvordan Krogsdal sanser det, der kommer. Snart vil duerne sove og dermed ikke længere kurre. Sommerduftene vil blive fortættede, så de sætter sig som dug på græsset. Sankthansbålene vil brænde ud, og når man ser skibene ude på fjorden forsvinde ned under horisonten, følger tankerne dem på langfart. Der lyder et vemodigt suk fra midsommeren.
Tankerne går videre til slægterne, der gik forud
I andet vers går tankerne videre til slægterne, der gik forud, men bliver nærværende ved synet af gravhøjene. Sindet stemmes til andagt, når man fra gravhøjene hører noget, der lyder "som midsommersalmer". I tredje vers bliver forbindelsen til noget større endnu tydeligere. Krogsdal indånder himlen, hun drikker af den og elsker "sig aftenberuset".
Afskeden med sommeren nærmer sig
I fjerde vers mærker man, at afskeden med sommeren nærmer sig. Fuglerederne er forladte, men endnu er det juni med masser af livsfylde: køer, der brøler af livsglæde, alfer, der åbner for en større verden, og fuldmånen, der "soler sig", for "juni er himlen bag himlen bag himlen". Men snart begynder den vemodige afsked med den lyse sommer. Sangens sidste linjer handler dog ikke kun om sommerens afslutning - men er også et billede på døden. Iben Krogsdal fortæller, at sangens slutbillede kom af, at hun engang så to gamle mennesker tage hinandens hånd på en gåtur og forsvinde ind i en skov en sen juniaften.