Lyse nætter

Baggrund Året

Denne sang synges til alle slags lejligheder af både børn og voksne. Den har det fortællende og sangbarheden i fokus. Nogle læser den som en smuk hyldest til den danske sommer, mens andre fornemmer noget foruroligende og melankolsk mellem linjerne. Men fælles for de fleste er, at de røres af sangen.

Albertes sang er på top10 blandt danske fællessange

Aske Bentzon skrev melodien til Lyse nætter i København i 1987. Et par år senere satte Alberte tekst til. Den er udgivet på Albertes gennembrudsalbum Lyse nætter (Pladekompagniet, 1991). Sangen var blandt top10, da DR P2 i 2015 sammen med lytterne rangerede de mest populære danske fællessange. 

Aske Bentzon skrev melodien hos Alberte og hendes familie

Efter at have opholdt sig i udlandet i nogle år, kom Aske, Albertes halvbror, i sommeren 1987 hjem til Danmark og boede hos Alberte og hendes familie. Lyset strømmede ind og inspirerede ham til sangen, som kom til ham på ganske få minutter.

”Jeg komponerer som regel sange på guitar, men der stod et klaver i stuen og kaldte på mig, så jeg måtte lige prøve det. Så kom den sang – ud af det blå på ingen tid”

Aske Bentzon

At skabe teksten gik også let for Alberte. Sammen har de ramt noget universelt og enkelt – noget man ikke kan stræbe efter, men som man, ifølge dem begge, blot kan være taknemmelig over.

Lyse nætter

1. Nu kommer fuglene igen,
og lyset vælter pluds’lig ind,
det kommer gennem alle sprækker,
lyse nætter er tilbag’.
Alt, hvad der rørte sig, blev glemt,
da du var rejst, var det så nemt.
Men hjertet ved godt, hvad det ønsker sig,
at pynte sig for dig.

Du er tilbag’, du er hos mig.
Du er tilbag’med varme dag’,
du er hos mig.

2. Nu kommer lydene igen,
og verden vælter pluds’lig ind
med parasoller og sandaler,
bølger maler alt i sand.
Jeg havde huset fuld af vind
og nye frugter fløjet ind.
Men hjertet ved godt, hvad det ønsker sig,
at pynte sig for dig.

Du er tilbag’, du er hos mig.
Du er tilbag’med varme dag’,
du er hos mig.

Den personlige sang skildrer det almene i at længes

Alberte fortæller, at teksten handler om glæden ved at få Aske hjem og om længslen efter lys og sommer. Men også om deres mor:

”Det var ikke bevidst, at den skulle handle om vores mor, som døde fra os tidligt. Men alt, hvad der forbandt mig med Aske og familien, gjorde mig rørt. Tonerne havde en melankoli, som jeg oversatte til længsel”

Alberte Winding

 

Alberte mestrer antydningens kunst og i Lyse nætter valgte hun at lade naturens elementer i form af sandet, vinden, vejret og lyset repræsentere de dybe følelser. 

Lyset er der i kraft af mørket. Kender vi til mørket og gennemlever det, mærker vi lyset desto stærkere, når det bryder frem. I anden strofe synges om vinden. At have ”huset fuld af vind” forudsætter, at man har åbnet sin dør eller sit vindue, og det kan således være et billede på, at hvis man åbner sit hjerte kan man blive besjælet af den livgivende lune sommerbrise og opleve venskab og livfuldhed (”parasoller … og nye frugter båret ind”). 

Alberte Winding

Lyse nætter kan tolkes frit og er benyttet flittigt gennem tre årtier

Lyse nætter kan tolkes frit, og den synges til alle slags lejligheder af både børn og voksne. Nogle læser den som en smuk hyldest til den danske sommer, mens andre fornemmer noget foruroligende og melankolsk mellem linjerne. Men fælles for alle er, at de røres af sangen, som er blevet elsket og sunget flittigt til fællessang i skolerne, kirkerne og korlivet igennem tre årtier. 

Albertes sang tiltaler både børn og voksne

Alberte er kendt for sin nærværende og hjertevarme stemme, som favner bredt. I 1980’erne blev hun kendt som Luna i børneserien Bamses Billedbog. Aske Bentzon medvirkende også og skrev musikken. Da Lyse nætter blev til, var deres image således primært knyttet til børnemusikken, og albummet var derfor bevidst målrettet et voksenpublikum, men som nævnt har både voksne og børn taget titelsangen til sig.

Få klaverspil til fællessangen

Højskolerne har udgivet klaverakkompagnementer til 100 nye sange fra Højskolesangbogen. De er tilgængelige på diverse streamingtjenester (Spotify, iTunes og andre online tjenester).  

Stream akkompagnementerne

God fornøjelse!

Den blidt bevægende melodi har vist sig ideel til fællessang

Melodien bevæger sig blidt som en dansk sommerbrise. Dens lethed og klare logik giver sangen karakter af salme. Omkvædet åbner tekstmæssigt inde i selve verset (”Og hjertet ved godt…” ), og vers og omkvæd føjes sammen af enkle gentagne melodiske figurer, som fortsætter ind i omkvædet. Musikalsk repræsenterer sangen med sin enkelhed en modtrend til udviklingen i dansk musik i begyndelsen af 1990’erne, som gik i retning af større kompleksitet og mindre fokus på sangbarhed. I Lyse nætter er det fortællende og sangbarheden i fokus (omfanget mindre end en oktav), og selvom den er født som en solistisk popsang, har den vist sig at være ideel til fællessang.

Højskolerne fangede Alberte Winding på folkemødet 2017 til en snak om Højskolesangbogen og hvad det ville betyde for hende hvis Lyse nætter kommer med i Højskolesangbogen.

Fakta om Lyse nætter

Nr. 321 i Højskolesangbogens 19. udgave

Tekst: Alberte Winding, 1991

Melodi: Aske Bentzon, 1991

Køb sangbøgerne

Højskolesangbogen, Sanghåndbogen og Højskolesangbogens Melodibog.

Køb sangbøger

Hent til din smartphone

Køb som app

Artiklen er skrevet af Helle Solvang.

Sanghåndbogen er blevet til med støtte fra Nordea Fonden og Louis-Hansen fonden.

Artikler om sange i Højskolesangbogen

I alfabetisk rækkefølge: