Kim Larsen var en stor musiker, forklædt som anti-stjerne
Kim Larsen er på det nærmeste indbegrebet af succes – og dog fremstår han på mange måder som en anti-stjerne, der levede normalt i en mindre lejlighed, gik i almindeligt, ja, nogle vil sige slidt tøj. Han ejede ikke en bil – men en cykel. På trods af, at Kim Larsen ind imellem indtog synspunkter, der ikke altid var med tidsånden, flokkes et kæmpepublikum i alle aldre om ham og hans forskellige bands. De mange udgivelser solgte i historisk store tal. Kim Larsen, der var en spillemand forklædt som gårdsanger – eller omvendt, var en stor musiker/showmand og en unik tekstforfatter/komponist, der om nogen kunne fortolke både de personlige sange og fællessangene.
Livet bag successen er ikke altid lige glamourøst
Masser af succes er en beskrivelse af livet bag succesen, bag ved det offentlige og glamourøse liv. Sangen stammer fra det meget roste album Gas 5, der er indspillet i Gasolin’s storhedstid i 1975. Albummet indeholder også Rabalderstræde, Sjagge, Kvinde min og Good Time Charlie. Teksten beskriver orkestrets arbejdsbetingelser, hvor scene, lyd- og lysforhold i 1975 havde udviklet sig, så de nu optrådte på de store scener. Der var sket meget, siden bandet selv måtte transportere sit udstyr gennem Københavns gader på en trækvogn til de store halkoncerter, hvor publikum hyldede og på det nærmeste bar deres helte frem.