Joensen tilhører den anden bølge af færøske digtere
Det færøske skriftsprog er ungt, og de første færøske digtere skrev fædrelandssange med vægt på sammensmeltningen af natur og folk. Poul F. Joensen tilhører den næste bølge, den rige generation af færøske forfattere født omkring århundredskiftet: William Heinesen, Christian Matras, Martin Joensen, Heðin Brú og Jørgen-Frantz Jacobsen.
Forfatteren brugte ofte en markant tone
Poul F. Joensen er født i Sumba, den sydligste bygd på den sydligste ø, Suðurøy. Han var uddannet lærer, men opgav tidligt lærergerningen og ernærede sig som husmand og arbejdsmand, og i modsætning til sine mere etablerede samtidige forblev Poul F. Joensen hele sit liv en outsider med en meget markant og ofte spottende tone. For ham var intet helligt, hverken de vedtagne normer eller den herskende moral og slet ikke tidens udbredte gudelighed og sekterisme på Færøerne. Præsten i kjole og krave og missionæren med de himmelvendte øjne er hykleriets latterlige repræsentanter, og i det hele taget får alle samfundets støtter deres bekomst i hans tekster.
Spot og latter hører sammen
Spot og latter hører sammen, og Joensens humor kan være høj, mest berømt i det lange digt Jordefærden (oversat til dansk af Otto Gelsted) om de tredive mand, der skal bære kisten den lange vej over fjeldet til kirkegården i nabobygden, alt imens den medbragte dunk med brændevin bliver lettere og lettere på kistens låg.
Min blomst er én af Joensens mere enkle kærlighedssange
Men samtidig har Poul F. Joensen skrevet nogle af de fineste færøske kærlighedssange. Min blomst eller Fagre blomst på fjeldets side som den ofte kaldes er en af Poul F. Joensens tidligste kærlighedssange, fra 1921. Den er knap så lyrisk rig som hans senere sange, men enkel og let fattelig. Sangen er blevet en klassiker på Færøerne.