Min pige er så lys som rav

Baggrund Kærlighed
Min pige er så smuk som rav

Helge Rode skrev teksten til festspillet Moderen i 1920 om Prinsesse Tove af Danmark. Teaterstykket var skrevet på bestilling under inspiration af Genforeningen. Som tidens andre sange af Kai Hoffmann og Johannes V. Jensen skildrer teksten det klassiske kvindebillede, der også er i overensstemmelse med Grundtvigs udtryk om danskernes kvindelige natur. Den roligt åndende melodi er skrevet af Carl Nielsen.

1920'ernes danske kvindebillede

Nogle af de klassiske billeder af den danske kvinde som blond, blid og venlig stammer fra 1920’erne. 

Midt i tiåret skrev Kai Hoffmann Den danske sang er en ung blond pige og Johannes V. Jensen Hvor smiler fager den danske kyst, hvor kornmarkernes bølgen får ham til at tænke på en venlig kvindes åndedræt, og hvor han skriver de berømte linjer om, at det er milde kvinder, der har magt.

Sangen handler mindre om det kvindelige og mere om det at være dansk

Fem år tidligere gav Helge Rode et langt mere udførligt udtryk for det samme kvindebillede. Ligheden mellem digtene stikker dybere, end man umiddelbart skulle tro. For alle tre sange er skrevet, da digterne ikke først og fremmest skulle give udtryk for noget ægte kvindeligt – men for noget ægte dansk. 

Helge Rode
Helge Rode

Helge Rode skrev teksten til et festspil på Det Kongelige Teater

Kai Hoffmann skrev sit digt til et stort anlagt landssangstævne, og Jensen skrev sit som afslutning på en tale, han holdt ved et stort sommermøde i Kalø for dansk-amerikanere på besøg i deres gamle land. Helge Rode skrev Min pige er så lys som rav om Prinsesse Tove af Danmark til festspillet Moderen. Det blev skrevet efter bestilling fra Det Kongelige Teater under inspiration af Genforeningen i 1920, hvor Sønderjylland – eller Nordslesvig – atter blev dansk efter at have været under prøjsisk besættelse siden 1864. Stykket blev et eventyrspil med allegoriske personer som Moderen (Danmark) og Sønnen (Sønderjylland).

Min pige er så lys som rav

1. Min pige er så lys som rav
og Danmarks gyldne hvede,
og blikket er så blåt som hav,
når himmel er dernede.
Prinsesse Tove af Danmark.

2. Min piges smil er sol i maj
og sang fra lærkestruber,
og smilehulet viser vej
til sindets gyldne gruber -
Prinsesse Tove af Danmark.

3. Min pige kan vel være hård
mod dem, hun ilde lider,
da har hun ord, som hidsigt slår
og lidt for hidsigt bider.
Prinsesse Tove af Danmark.

4. Det smilehul går bag en sky,
og farligt øjet gråner;
men smilet bryder frem på ny,
og blikkets bølger blåner.
Prinsesse Tove af Danmark.

5. Thi ser jeg i de øjne ind,
de bliver vege, varme.
Da hviler jeg i hendes sind
som i to bløde arme.
Prinsesse Tove af Danmark.

Digternes kvindebillede stemmer overens med Grundtvigs

De tre digtere var enige om, at en kvindelighed, der er på én gang blid og stærk og en venlighed, som man ikke skal forveksle med svaghed eller slaphed, siger noget centralt om, hvordan vi danskere er. På vores afstand i tid kan man nok diskutere, om billedet er rigtigt?

Men det er givet, at de tre poeter var helt i overensstemmelse med en opfattelse, som specielt Højskolesangbogens ”hovedforfatter”, N.F.S. Grundtvig, ofte gav udtryk for om danskernes særlige kvindelige natur. 

Aksel Schiøtz' indspilning fik betydning under besættelsen

Helge Rode nåede ikke at opleve, hvordan hans digt fik ny betydning under den tyske besættelse af Danmark. Her blev sangeren Aksel Schiøtz nærmest et musikalsk samlingsmærke for danskerne, og hans grammofonplader fra 1938 og 1940 var meget populære.

Hør Aksel Schiøtz' indspilning af Min pige er så lys som rav

Carl Nielsen skulle overtales til at komponere musikken

Helge Rode ønskede, at Carl Nielsen skulle skrive musikken til Moderen, men komponisten var i begyndelsen ikke begejstret for opgaven og afviste den i februar 1920, da han havde rigeligt at se til med sit arbejde på den 5. symfoni. Alligevel blev han overtalt. 

Andre sange fra Moderen

Ud over Min pige er så lys som rav indeholder festspillet Som en rejselysten flåde og Tågen letter for fløjte og harpe.

Den roligt åndende melodi modsvarer tekstens følsomhed

Melodien til Min pige er så lys som rav er roligt åndende, hvilket modsvarer den følsomme tekst (måske lige bortset fra tredje vers, hvor det kvindelige viser sig at have flere sider). Den bølger i den for sin tid så karakteristiske 6/8-takt. En tom akkord på grundtone (Es) og kvint (B) ligger som orgelpunkt under de fire første takter og giver sangen en tone af uendelighed (se Melodibogen). Efter hvert vers falder melodien til hvile i 4/4 på omkvædets salige ”Prinsesse Tove af Danmark”, hvor Carl Nielsen som for at understrege roen holder den afsluttende Es-dur tilbage et ekstra slag.

Fakta om Min pige er så lys som rav

Nr. 465 i Højskolesangbogens 19. udgave

Tekst: Helge Rode, 1920

Melodi: Carl Nielsen, 1920

Artiklen er skrevet af Finn Slumstrup, melodibeskrivelsen af Jesper Moesbøl

Sanghåndbogen er blevet til med støtte fra Nordea Fonden og Louis-Hansen fonden.

Artikler om sangene i Højskolesangbogen

Vis flere