Det kan blæse og storme i et menneskesind I det første vers er anslaget vinterstormen, men gennem verset viser det sig, at det også kan blæse, suse og storme i et menneskesind. Men ”da er Kristus her”. I vers to males der voldsomme dommedagsbilleder med bibelske rødder, og lige inden Kristus igen forkyndes som nær, inddrages også den døds- og tabserfaring, der hører det enkelte menneskeliv til.
Salmen lysner ved forårets komme I de sidste to vers skifter salmen lidt karakter, dels fordi det lysner, når foråret varsles i vers tre, og sommeren kommer i det sidste vers. Men også fordi der introduceres et ”du”, sådan at salmen bliver en mere direkte og trøsterig henvendelse til den enkelte. Det er den enkelte, der ved, at forår og sommer kommer, og den sidste ”da”-linje er rykket op som de to vers’ næstsidste linje og forlænges af et personligt løfte til den syngende: Kristus er ikke alene nær som en abstrakt og faktuel konstatering, men som en relation: Han vinker håbet ind til en, og han kalder den enkelte ved navn.
Sankt Pauls Kirke i København
Kristus' nærvær forstærkes Der finder endnu en forstærkelse af nærværet sted i de sidste vers. I de to første vers konstateres det blot, at Kristus er nær, men i det tredje vers er han hos dig, altså tæt på dig, hvor han i det sidste vers er i dig, altså så intimt tæt på, som han kan komme, og sådan at det vækker associationer til Galaterbrevet 2,20 , hvor der står: ”Kristus lever i mig”.