Spørgsmålene myldrer frem
Hvor i alverden er vi henne? Er vi på besøg i et tyrkisk bad, på rejse i en ørenkaravane, eller er vi selve slangen på vej op ad en flettet kurv hos en fløjtespillende beduin? Fra første skæve tone af Natskygge er vores egne spørgsmål til sangen lige så myldrende og mange, som tekstens spørgsmål til os, der synger den.
Langt fra den klassiske højskolesang
Vi er åbenlyst meget langt fra den klassiske, danske højskolesangskat, hvor melodien typisk er lys, let, tilgængelig og genkendelig. Vi er i stedet underligt kastet ind i en verden udelukkende bestående af eksistentielle spørgsmål om angst, kærlighed, lys, mørke og den grænseløse uvished. Og på den måde er der en kompromisløs overensstemmelse mellem sangens komposition og selve livet. Vi når ikke at lære sangen at kende, før den er slut.
Teksten reflekterer over angst og kærlighed
På indholdssiden har vi en sang om to tilsyneladende modsatrettede størrelser, angsten og kærligheden, der, som Søren Kierkegaard pointerer, er de to grundfænomener i den menneskelige eksistens. Et underliggende spørgsmål i sangen synes at være hvilken af de to, der er primær. Er kærligheden livets og lysets kilde (som Grundtvig ville sige), og angsten blot et menneskeligt mareridt? Eller er det omvendt: Er angsten selve udgangspunktet i livet, og kærligheden blot ”en drøm i et evigt mørke”?